Kapitel 19 - “Smil bag afskedstårer”

19:47 min tid 09:47 jeres tid – 6. december

Tanken har tit strejfet mig igennem de sidste 3 måneder. Havet er så blåt her. -Hvorfor?

…

Sidder på en strand midt ude i ingenting. Langt fra den nærmeste by. Meget, meget, meget langt fra Danmark. Har sat mig her i et forsøg på at finde ro. Tranquillity. Serenity. –For at samle tankerne. Sidder på en gammel træstamme, som, tja… Ved ikke helt hvordan den er havnet her. Den er ret stor. Hver nat når tidevandet kommer op bliver den slugt i saltvandet og først når det bliver morgen, og havet igen har trukket sig tilbage, kan den ses igen. Mørket er ved at falde på, og vandet kommer langsomt nærmere, men jeg bliver siddende lidt endnu. Sad her også i aftes og så på stjerner og tordenvejr ude i horisonten. Det er et ret godt sted. Her er meget stille.

…

Vi var tilbage i Byron som I kunne læse i sidste blog. Byron har ikke ændret sig meget siden vi var der sidst. Der er stadig fester, hippier og surfere i gaderne .. Men hvad med mig? –Har jeg ændret mig siden jeg var her sidst? –Og i så fald, hvordan? … Det er ikke nemt sådan at analysere på sig selv, og selvom det, uden tvivl, kunne være spændende og ret godt blogmateriale, så orker jeg ikke. Det ville blive en masse overfladiske, ligegyldige ting.

Mørket faldet hurtigt nu. Hvert minut bliver det mørkere. Lyset fra skærmen på min computer har tiltrukket en bred vifte af Australiens rige insektliv. Smutter nu.

…

20:29 min tid 10:29 jeres tid

Er tilbage ved hostelet nu .. eller campingpladsen, som det vel teknisk set er … Vi er virkeligt ude midt i ingenting. “Off the beaten track”, som man siger.

Måske jeg vender tilbage med en dybdegående analyse lidt senere. Eventuelt i de kommende blogs. Eventuelt slet ikke.

…

Hmm… Hmmmmmm…

…

Holder for i dag. Har helt tabt tråden.

/S

…

- 16. december (10 dage senere) -

Jeg er I Sydney, tilbage på hostelet ude i Bondi.

Jeg sidder i hostelets opholdsrum. Der er tæt pakket med mennesker. De snakker og griner og har lys i øjnene, men jeg kan ikk høre dem. Jeg har høretelefoner i ørerne, hvorfra Ludovico Enaudi’s melankolske, dybtfølte pianotoner strømmer ind i mine ører, rammer min sjæl og efterlader mig med en underlig, tom fornemmelse indeni. Jeg er i en anden verden. Jeg tror ikke de kan se mig.

Jeg har været her før. Det er snart 4 måneder siden. Har siddet her i dette selvsamme rum. Blot 4 måneder siden. Jeg har snakket og grinet, haft lys i øjnene og mødt massere af nye mennesker, venner, i dette rum. Hvorfor er det så anderledes nu? Hvorfor har jeg ikke snakket med én eneste ny person i de 4 dage vi har “boet” her? …

-Jeg var en anden dengang. Eller rettere, min situation var en anden. Vi skal snart tilbage. Meget snart. Hjem. Så lad mig være alene, siger jeg til dem. Alene med mine tanker.

Så jeg tænker. Alene.

…

Tanken om Jul og familie og Moniek og nytår med alle drengene og Amsterdam og et helt splinternyt eventyrliv, varmer mig inden i. JEG BRÆNDER! Jeg smiler og hårene rejser sig ned af ryggen og ud på mine arme, helt ud på de bizart lange hår på mine fingre. Har helt lyst til at grine. Haha! Jeg smiler.

…

Jeg skriver lige nu den sidste blog. Det er lige gået op for mig. My heart just skipped a fuckin beat. Denne blog er mit barn og jeg er stolt af den. Den er mit kød og blod igennem det sidste trekvart år. My legacy. Mit bevis på at jeg var her. Men jeg har forsømt den gennem det sidste stykke tid, og jeg har til tider følt skyldfølelse helt op til klumpen i halsen. Hver gang den har tittet frem i mine tanker har jeg fundet undskyldninger for ikke at tage mig af den. Ved ikke hvorfor.


…

Jeg burde fortælle jer og vores dage. Ude på stranden, midt i ingenting. Om Byron, hvor vi igen mødte fantastiske Victoire. Vi savner dig Vic. Er sikker på at dette er et venskab, som ikke bliver glemt! ..Comment ce va?

Jeg burde fortælle jer om alt dette. Men jeg gider ikke. Jeg har fornemmelsen af at have noget andet, mere vigtigt på hjertet - men ved ikke hvad det er. Dette er trods alt afslutningen. Gåsehud.

Jeg vil fortælle jer noget, som kommer direkte fra min sjæl.

Min sjæl snakker et fremmed sprog, og jeg kan ikke forstå den.

Har lyst til at være hudløst ærlig, og fortælle jer noget i ikke allerede ved.

Kan ikke komme på noget af betydning. Kan i det hele taget ikke komme på det mindste.

Mine tanker og mit sind står stille, og mit skriveri er gået i selvsving. Jeg ved noget nu, men jeg vil ikke vide det. Jeg er negativ, men alligevel positiv. Friktionen mellem disse to følelser gør mig forvirret og svimmel, og jeg ville ønske det hele bare kunne overstås på et sekund. Nu. NU! Men sådan virker det ikke, og jeg må holde ud i nogle dage endnu. Det er ved at være sent nu, og jeg burde være gået i seng for længst. I morgen er vores sidste hele dag i Australien. I morgen er vores sidste hele dag i Australien. I morgen er vores sidste hele dag i Australien. I morgen er vores sidste hele dag i Australien .. I overmorgen starter et nyt eventyr.

Jeg tror det er rigtigt det de siger – hvem end “de” er. Al afslutning, hver en afsked, hvert et farvel er svært og kan gøre ondt. Gør ondt. Jeg skal igennem denne fase før jeg, for alvor, kan begynde at se frem til en ny begyndelse. Dette er naturligt, går jeg ud fra ……… Hvorfor er “de” så kloge?

…

Her når enden er nær er det svært ikke at tænke en masse tanker. Overfladiske, ligegyldige tanker, som når alt kommer til alt, ikke betyder en skid. Gjorde jeg det rigtigt? Fortryder jeg noget? Hvordan skulle jeg have gjort det anderledes?

Hold kæft!, siger jeg til mig selv, og jeg kommer igen op til overfladen af tankesøen. Jeg kan ånde og jeg mindes alle de fantastiske stunder dette eventyr har bragt mig. Jeg føler glæde og er lykkelig for at jeg var her. Gjorde som jeg gjorde. No regrets. Er blevet ufatteligt mange erfaringer, oplevelser rigere på ultrakort tid. Ting som jeg tager med mig, og som vil give mit liv kvalitet til den dag jeg dør. Omfanget af dette er så overvældende, at jeg ved tanken ser farver når jeg lukker øjnene. -Smukke, drømmeagtige farver!

Siden jeg var helt lille har jeg altid tænkt i farver. -Følelser, oplevelser – ja, selv ord! -Alle har hver sin unikke farve, ligesom dette eventyr har det. Dog er det alligevel anderledes. Der er ikke blot én farve. Der er mange! De svæver rundt og blandes med hinanden og tilsammen bliver de til nye farver. -Farver, jeg slet ikke kender navnet på eller kan beskrive med simple sort/hvide bogstaver sat sammen til et ord. –Måske når ordene bliver til sætninger og sætningerne danner en helhed, kan det lade sig gøre, at farverne springer frem fra mellem linjerne.

Jeg håber i har set, og stadig ser det samme – eller måske bare har fanget et glimt undervejs. Jeg håber at denne blog ikke “blot” har været sort/hvide bogstaver, men en farverig fortælling om et utroligt eventyr. Har i været med på eventyret? –Eller har i blot læst om det? Ord. Sætninger. Jeg håber i har følt når i har læst, ligesom jeg har det, når jeg har skrevet. Jeg har delt voldsomme følelser og dybe tanker med jer. Jeg håber at vi i fællesskab har følt et eller andet, for ellers har denne blog levet for ingen verdens nytte.

…

Har lige læst den første blog igen. Den om alle timeglassene. Dette timeglas er ved at løbe ud. Tja, måske er det sidste sandkorn allerede løbet igennem, og falder nu, langsomt, for snart at ramme toppen af eventyrbjerget på bunden af glasset.

Jeg blev spurgt om jeg gerne vil hjem? –Jeg er ret sikkert på at dette er tilfældet. Jeg er dog stensikker på at “hjem” er det eneste rigtige sted for mig lige nu. Så jeg tager hjem. Og jeg smiler bagved afskedstårerne.

Med gensynet i tankerne er det hele meget nemmere.

Ses på næste blog - i næste eventyrfortælling - på næste rejse.


/Simon Erobreren - takker af for denne gang.


Ps. Det kan meget vel være, at havet her er blåt som ingen andre steder på jorden –men derhjemme er græsset grønnere og kærligheden rødere.