Kapitel 0 - "Timeglas"

02:22

Jeg kan ikke sove. Det hele føles meget underligt - i maven, oppe i hovedet .. ude i fingrene, inde i ørerne, albuerne - you name it! -Overalt føles det bare lidt underligt lige nu. Det er en mærkelig, konstant snurren, som bliver hængende uanset hvordan jeg vender og drejer mig her i sengen .. Min dejlige, bløde, trygge .. danske seng. En fantastisk seng. Wonderland, for at det ikke skal være løgn. Det var en mor engang købte - det var et fantastisk tilbud (..i kender min mor).

Men fornemmelsen vil ikke gå væk, og kan derfor ikke sove. Så har sat mig op, tændt computeren, og skriver nu denne første blog .....den første blog!!! Det føles blot som i går, at jeg sad i Zell og skrev min sidste blog! ..skrev om alt det jeg lige havde gjort for sidste gang, og om alt det jeg skulle forlade. Nu er timeglasset ved at blive vendt igen. -Og hvilken fantastisk fornemmelse! FØRSTE GANG! FØRSTE FØRSTE FØRSTE FØRSTE GANG! Et nyt eventyr .. et helt nyt EVENTYR! ....det må være den snurrende, fantastiske fornemmelse. Sandet, som langsomt er begyndt at løbe i eventyrstimeglasset!

Men fornemmelsen vil ikke gå væk, og kan derfor ikke sove. Så har sat mig op, tændt computeren, og skriver nu denne første blog. En blog, som betyder at rejsen er enormt nær, og at jeg, igen, ikke skal se min familie og - størstedelen - af mine gode, gamle venner i et godt stykke tid. Sandet er ved at være løbet igennem timeglasset, og min tid her i værelset på Seglen 33 vil meget snart komme til en ende. Det er lidt en træls fornemmelse, og kan ikke lade være med at få våde øjne ved tanken. Og fornemmelsen holder mig vågen. Sandet, som langsomt er ved at løbe ud af timeglasset.

...

Jeg rejser i morgen. Toget går 15.26 fra stationen i Viborg og ender i Kastrup klokken 20.36. Præcis 2 timer og 24 minutter senere lander Monieks fly i Kastrup Lufthavn. Hun har kun håndbagage med og har sagt at hun vil løbe, så der skulle ikke gå mange minutter derefter før vi igen har hinanden. Og jeg kan kysse hende og holde hende helt tæt. Og dét har jeg glædet mig til. Og gud, hvor er jeg stadig forelsket. Hver en fiber i min krop er stadig forelsket i Moniek. -Dét er i virkeligheden nok den snurrende fornemmelse, som lige nu holder mig vågen. Eller måske er det lidt et mix ... ja, det er det nok.

Denne gang - lige som de sidste gange - er vi dog sammen på lånt tid. (For jer, som ikke ved det, rejste jeg til Holland blot 3 uger efter jeg kom hjem fra Østrig. Blev der i en måned, hvorefter vi sammen tog til Danmark, hvor Moniek også blev i en måned. Så skulle hun til Afrika, og kom hjem i går - og i morgen flyver hun, som sagt, til Kastrup - lige ind i mine arme). Men ak - timeglasset er denne gang småt. Alt for småt, og sandet vil være løbet ud før vi ser os om. -Halvanden dag - 2 nætter - har vi sammen. Så skal jeg flyve, og hun skal tilbage til Holland, hvor hun inden længe begynder på medicinstudiet. Derfor må vi være kreative og se hinanden når vi kan - også selvom det er kort.

...

Jeg er klar. Bedre kan jeg ikke betegne det. Klar på et nyt eventyr, på nye udfordringer, på at møde nye mennesker, på at se nye steder, på nye oplevelser! Der er en horisont, som skal udviddes! Verden ligger lige der foran mine fødder og kan ganske enkelt ikke sige nej. -Fordi det er vigtigt for mig! Udlængslen er stadig stærk i mig, og jeg er ikke klar til at slå mig ned og begynde på et studie. Respekt til jer, som er. Sådan er jeg bare ikke. Og det ved min familie og mine venner .. og Moniek, ikke mindst .. Og tak fordi i forstår mig, og støtter mig.

Er ikke alene på eventyret denne gang. Det bliver ikke som sidst, hvor jeg på mange måder var på egen hånd. -Nej, denne gang skal jeg dele det hele med Jesper - en af mine gode gamle folkeskolebrødre. -En af dem, som jeg har kendt lige siden jeg havde grydefrisyre og var ..ehh.. ikke særlig gammel. Og VI er klar! Ready to take on the world! Ready to SHINE! -Oh, hell no - my time aint over folks.......

...

..Første blog - og velkommen om bord, for øvrigt. Det føles godt og rigtigt, at skrive igen .. ved slet ikke hvorfor jeg stoppede. Føler mig lidt rusten, men det skal nok komme. Ordene.