mandag den 24. august 2009

Kapitel 2 - "Tømmermænd i Bondi"

19:02 min tid - 11:02 jeres tid

Når det er sommer i Danmark er det vinter hernede i Australien - når det er sagt, så skal det dog også nævnes at den australske vinter ikke har særlig meget til fælles med den danske (!!!) .. det her må nødvendigvis være verdens bedste vinter! Om dagen har vi et godt stykke over 20 grader, og har derfor tilbragt langt størstedelen af dagtimerne på stranden - den berømte Bondi Beach i Sydney, som nogle af jer måske kender fra "real life baywatch-programmerne" på tv2.. Det er super fedt, og super smukt .. og så vrimler det med surfere! "Jeg kunne bestemt godt falde til her" -En sætning i nok skal regne med at støde på igen og igen i de kommende blogs.

Aftenerne her på hostelet har vi indtil nu tilbragt med de andre unge, som bor her - det er mega party.. -Meget forskelligt fra hostelet inde i Sydney centrum, som i høj grad bar præg af at være et sted man kommer for at sove og ikke meget andet. Stedet havde ligesom ikke den store sjæl. Sådan er det ikke her - tværtimod. Det her er et sted, som folk kommer til og forelsker sig i. -Og hvis man ikke passer på, så kommer man ikke her fra igen - ikke, at det ville være så skidt endda ... vi skal bare huske, at der stadig er meget at se - og selvom dette er et utroligt sted, så er rejsen stadig lang og kun lige begyndt, og kan derfor ikke slutte her.

I dag regner det. Sådan rigtigt med store dråber og blæsevejr. -For første gang på vores nu 8 dage lange rejse. -Og har tømmermænd efter fest i aftes, men er alligevel ret glad. Snakkede længe i telefon med Moniek i aftes! Savner hende rigtigt meget... Så det var super at høre hendes stemme, og bare at få snakket generelt. Ringede også hjem - men ingen svarede, så indtalte bare en besked på svareren .. håber i kunne forstå hvad jeg sagde, var en smule fuld!

..men altså, uvejr og tømmermænd er ingen hindring for et eventyr. Det var ikke koldt, så hoppede i boardshortsene og gik ud for at udforske nogle af de andre strande i området - en super tømmermændskur, for øvrigt ... Jeg kom ikke så langt - kun ned til Tamarama, som ligger lige ved siden af Bondi. Der satte jeg mig på klipperne og tænkte lidt over livet - uvejr gør et eller andet ved mig.. Bliver melankolsk og vel også en anelse trist, men det er på en underlig måde også en lidt rar fornemmelse.

Når man sidder der på klipperne i regnen og har lidt ondt af sig selv, alt i mens bølgerne skyller ind på, hvad der må være en af verdens smukkeste strande, så går alting ligesom op i en højere enhed. Måske er verden slet ikke så slem alligevel, og mine tømmermænd virker ligesådan pludselig som meget små og ubetydelige penselstrøg i et enormt stort og smukt maleri. -Og så er man kureret og sjælen bliver renere, og man finder endnu et lille stykke af sig selv.


/S

Ingen kommentarer: