søndag den 20. september 2009

Kapitel 7 - "Outback"

19:44 min tid - 12:14 jeres tid (18. september)


Aldrig i mit liv havde jeg drømt om, at der findes så mange stjerner. Altså, jeg vidste det godt - har set dem på TV - men nu kan jeg se dem alle med mine egne øjne. Lige nu. For første gang i mit liv - solen går tidligt ned her i Australien på denne tid af året. -Det er smukt! Vidste i, at Mælkevejen tydeligt kan ses her nede fra jorden? Et lyst bælte, som strækker sig over nattehimlen. Det er magisk! -Ligesom størstedelen af de andre ting, vi indtil videre har oplevet her ude i outback'en -Australiens' ødemark.

-Sidst i hørte fra os befandt vi os oppe i Darwin, som i første omgang blot virkede som et shit hole af en lortebondeby. -Nede i Byron advarede en af vores party buddys os: "Watch out up there, guys! It's the last frontier of Australia - "the wild west" .. It's rough!" -Pas på jer selv der oppe, gutter! Det er civilisationens sidste grænse - "det vilde vesten" .. Livet er hårdt der oppe!" ...... Ved ikke helt om jeg vil give ham ret i den ellers så flotte analyse - jaja, livet et helt sikkert anderledes end, lad os sige, Byron Bay ... men det er stadig en touristby, som er præget af natteliv og tusindvis af backpackere. -Dermed røg mit første indtryk af Darwin også i vasken - vi skulle blot lige ind til midtbyen.

MEN, nok om det. Denne blog handler om outback'en. De første 3 dage af vores 10 dage lange outback-tour tilbragte vi Kakadu nationalpark, som indtil videre har været højdepunktet på denne outback-safari. -Ufatteligt langt væk fra al civilation, bortset fra Aboriginal-kulturen, som har eksisteret der lige siden fanden fik sko i julegave. -Så langt væk og helt derude, hvor nattens eneste lyskilder kommer fra stjernerne, og det næsten udbrændte lejrbål fra aftensmaden. Kun dig, naturen og den åbne nattehimmel - som vi selvfølgelig sov under.

Jeg har set steder, som jeg kun troede fandtes på postkort (der er et par på vej hjem, bare så i ved det), og jeg er blevet kulturelt chokeret på en måde der ikke burde være mulig i et land som dette. Den kulturelle historie, som ligger bag koloniseringen af dette kontinent er akkurat så skrækkelig og hårrejsende som den er spændende og interessant. Det er, med andre ord fedt at have fået lidt indsigt i (og set med egne øjne), hvad, som ligger til grunde for nutidens Australien .... vil ikke gå i dybden med hvad det præsis er, da dette er det helt forkerte forum .. men i kan jo google det, hvis der skulle være interesse.

...Postkortstederne - de er helt klart værd at nævne med et afsnit eller to .. Mit yndlingssted i Kakadu var "Jim Jim Falls" - et vandfald, som ikke løber på denne tid af sæsonen, men derimod danner rammerne om den smukkeste bjergsø i verden. Søen er omringet af en mindst 200 meter høj klippevæg, og virker så dyb, at hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro den fortsatte langt, langt, langt ind i jordens uudforskede, mørke indre. Og der er stille ved søen. Kun vores egne stemmer - og de 5-dobbelte ekkoer, som følger derefter - er alt, der forstyrrer idyllen over den spejlblanke overflade ved Jim Jim. Jeg rygsvømmede flere gange de godt 75 meter, frem og tilbage, mellem de enorme klippevægge. Den blå himmel ovenover var på en - bogstaveligt talt - eventyrlig måde mere blå og lysende end den plejer. Det var sgu et eventyr. Intet mindre - tvært i mod! ...

... Men det var også ekstremt ved Jim Jim - de lodrette klippevægge gjorde forholdene til lange, høje spring vildt gode. Sådan en mulighed for lidt ekstremsport lader raske drenge, som os selv, ikke gå til spilde! Det højeste spring jeg tog var omkring 11 meter - og tak skal du have, det var grænseoverskridende. Springet i sig selv var noget helt for sig, men klatreturen der op var i den grad det mest adrenalinpumpende! De første 8 meter var intet problem. De sidste 3+ var dog en helt anden sag. Der var ikke mange greb at få fat i til hverken hænder eller fødder - og dem, der var, var ikke mere end maks en centimeter dybe. Fornemmelsen for at "nu skrider du" var konstant og nådesløs. Jeg rystede. Mælkesyren i kroppens store muskler i armene, benene og i maven gjorde krampesmerterne næsten uudholdelige. Og frygten for at glide og falde, som måske var det værste, skar igennem panden og forplantede sig som gåsehud ned langs ryggen. Den var tilstede og hypnotiserende .. men også fokuserende! -Og netop derfor klarede jeg den nok op på den lille afsats, der 11 meter over den - fra den højde - betonhårde vandoverflade. Du vil IKKE have et ukontrolleret fald der fra. Det kan være fatalt .. men jeg stod der. Ingen vej tilbage! -En eventuel klatretur tilbage ville med sikkehed ende galt. Kun én vej ned. Hang i luften i mange sekunder ... minutter, timer, dage .... det, der føltes som en evighed, før jeg endelig ramte vandet og forsvandt ned i det dybe, mørke vand. Langt, langt ned. Jeg var uskadt - intet var sket. Tog et par langsomme svømmetag mod overfladen, alt i mens jeg så op på solens reflektion i vandskorpen ..... Fandt endnu et lille stykke af mig selv, der i det mørke vand i den ufatteligt smukke bjergsø. -The daredevil .. Adrenalinjægeren! Han findes i os alle - og kendte ham egentligt godt .. men det var rart at genopdage ham for en kort stund .... what a rush .... håber stadig du sidder på stolen, mor.

Næste etape: Darwin - Alice Springs road trip! -Endnu engang 3 dage og på mange måder meget anderledes end dagene i Kakadu. Et halvt kontinent skulle tilbagelægges ned af de australske highways og undervejs, hvorend der var noget interessant at se, havde vi et stop for at undersøge det.

I Kakadu havde det hele været meget primitivt og "back to basics", uden el og den slags. Sådan var det ikke rigtigt på denne del af ruten - og det var sådan set også rart nok med en lille smule teknologi fra dette århundrede. Tag bare, for eksempel, en gasgrill! Det er sgu noget nemmere end at skulle samle brænde og starte et bål - selvom dette også har sin charme. But enough is enough, og direkte civiliseret blev det sgu alligevel heller ikke. Vi var stadig out back ... og igen på denne tour fik vi nogle ret spektakulære ting at se .....

Kathrine Gorge - det sted var for vildt! Det er en lang "flod", som flyder gennem landskabet med klippevæge på begge sider - det hedder en "gorge" ... er ikke helt sikker på den korrekte definition på sådan en, men det spiller desuden heller ikke den store rolle. Vi lejede dobbelte kajakker og roede ud på eventyr med de andre fra tour'en. Gruppen, som var med på denne del af etappen var desuden super - mindst lige så god som på den sidste - og det gør altså oplevelsen bedre, når man deler den med mennesker man synes om ... Så der roede vi mellem klipper og små strande, hvor krokodillerne kunne ligge og blive varmet op af solen - sikke en scene for en rotur. -Det var sgu noget andet end turene frem og tilbage hjemme på Nørresø i Viborg. Vil ikke påstå at roturen til bestemmelsesstedet (eller turen tilbage for den sags skyld) blev til nogen speciel konkurrence eller et race - men Hede og mig kom først. Også på vejen tilbage ... bare lige for at nævne det ... Da vi ankom til bestemmelsesstedet, for enden af gorge'en parkerede vi kajakkerne på en strand, som vi var blevet forsikret var krokodillefri. Krokodillerne, som lever der er desuden ferskvandskrokodiller, og er ikke kendt for at angribe mennesker. Kun fisk og lignende. -Så efter en kort inspektion, hoppede vi i vandet for at køle af efter roturen (og vente på de andre, som stadig kæmpede om 2. og 3. pladsen ... ikke at det var en konkurrence - det var vi alle enige om!). Det blev endnu en imponerende svømmetur, og vi fandt da også et godt sted på klipperne at hoppe fra. Kun et lille et denne gang - omkring 8 meter vil være mit gæt.

Resten af turen ned gennem landet bød, foruden en masse andre interessante steder, på en masse "ingenting" - ørken til begge sider, så langt øjet rækker og endnu længere endnu. Ingenting er dog ikke bare ingenting. Ingenting skifter på 1500 km. drastisk i både klima, farve, vegetation og så videre ... Uden at være nogen naturnørd var det i den grad interessant at se så lang tid på ingenting .. alting og ingenting var pludselig ét og det samme. Meget underligt.

(Vil slet ikke gå i gang med at beskrive alle de oplevelser vi havde på turen .. denne blog er i forvejen ved at udvikle sig til en hel afhandling)

Til Alice Springs kom vi da, og efter en højest besynderlig nat på et lokalt hostel fortsatte touren ud på 3. og sidste etape - Ayers Rock, The Olgas og Kings Canion - Australiens røde center ... jaja, hvorfor var natten besynderlig? -Vi var gået tidligt i seng da vækkeuret var sat til et tidspunkt så ukristeligt som 04:45 ... omkring midnat, vil jeg tro, kom en af de andre, som boede på sovesalen ind gennem døren. Jeg vågnede, men hun bemærkede det ikke. Efter kort tid finder hun et digitalkamera frem og tager først et billede af Hede, derefter et af mig (jeg lader stadig som om jeg sover), og så endnu et af Hede. Vildt underligt - men backpackerlivet er sgu bare generelt underligt...

...Blev også taget på temmeligt voldsomt på røven da vi tidlig morgen stod i Darwin og ventede på bussen til Kakadu. Det var en tilfældig mand, som kom gående forbi. Jeg blev selvsagt chokeret og forvirret. Var det en joke? -Svaret er nej. Han var kommet for mere, og var ikke umiddelbart tilfreds med at have befamlet mig bagpå. Alt i mens han med sin ene hånd holdte sig selv i skridtet, rakte han med den anden ud efter mig og viskede; "let me suck your dick .. let me get a piece of it!" ... hvordan reagerer man på det klokken 05 om morgenen? -Jeg gjorde det klart for ham, at han hellere måtte smutte i en fart. Det krævede ikke meget overtalelse - Hede stod bagved, hehe ... The last frontier.. jo tak.. It's rough up there!!

Tilbage til outbacken - jeg er snart færdig nu.

Jeg er i edderkoppeland. Og slangeland. Og krokodilleland .. Og al-muligt-andet-skræmmende-land. En af vores guider lærte os en teknik til at spotte kryb i mørke. Et trick med en lommelygte så man kan se genskin fra insekternes øjne og på den måde lokalisere bæsterne. -Det virker .. heldigvis.. Nogle af de edderkopper jeg er stødt på er så store at de ikke ville kunne ligge i min udstrakte, åbne hånd! -Jer, som kender mig godt vil vide, at jeg har ret store hænder - og at jeg desuden er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget angst for de fandens (her i Australien, ikke så små) kryb ... Hvordan overlever jeg så at sove på jorden med alle de livsfarlige (guiden påstår godt nok noget andet, men seriøst, han aner jo ikke hvad han snakker om) kryb kravlende rundt omkring mig? -Jeg ved det ikke .. og turen er desuden ikke slut endnu! De kan stadig nå at slæbe mig ned i et af deres huller .... uaaaarghhh.....

I dag var vi ude at se det absolut best kendte af Australiens ikoner - Ayers Rock, eller Uluru, som de lokale Aboriginals har kaldt den de sidste 40.000 år. Verdens største sten. Og jo - den er satme stor. Vi var der ude helt fra morgenstunden og så solen stå op og få den til at ændre farve 1000 gange. Imponernede. Havde endnu en af de der kan-ikke-fatte-at-jeg-rent-faktisk-er-her-oplevelser. Har en masse billeder der fra, som i kan glæde jer til. Skal nok få uploaded inden længe - vi har efterhånden en del.......

Lige nu, foran mig, giver Hede lektion til et par at turens piger, i hvordan en rigtig mand flækker brænde til lejrbålet. That dude's on fire... Der er snart aftensmad, så vil holde her. Håber ikke alt for mange er faldet fra undervejs? ..begrænser mig næste gang ;)

Savner jer alle!

/S


PS. Mia - det er ikke meget jeg har hørt fra dig? ...okay, jeg har heller ikke fået givet alt for meget lyd! Skal vi ikke lige tage os sammen? :)

PPS. Mo - good luck at your exams :) I know u will do good! AND HAPPY 9 MONTH DAY, BABY!! I wont be able to upload or call u until I'm back in Alice - but today is the day and I'm thinking about u like crazy. U r still the one I love, Mo ;) Forever and ever! XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

PPPS. Der gik lige en kæmpe ....KÆMPE.... edderkop forbi..... uuuaaaaarrrrrggghhh!!!

Ingen kommentarer: