22:54 min tid - 14:54 jeres tid
Nu er vi i Cairns og her er god karma. Hostelet er godt. Klimaet er behageligt. Der ligger en McD lige rundt om hjørnet - Cheeseburgers og gratis internet (!!!) .. og nå ja, der er miss wet t-shirt-konkurrence og gratis aftensmad i morgen! Ja tak. Sweet civilization! Hurra!
....for øvrigt var min beskrivelse af Alice Springs nok liiiige en anelse ufin i kanten .. Så se lidt bort fra bloggen fra tidligere i dag.... Dog kun lidt... Jeg vil stadig anbefale at i holder jer på lang, lang afstand fra det møgbefængte hell hole af en lorteb..... okay, here we go again ...... Det jeg prøver at sige er, at de der hillbillys, som jeg snakkede om, nok fik lige lovligt hårdt på vej... Tror ikke nødvendigvis de hader alle deres børn.... -Et par stykker af dem, uden tvivl, men ikke dem alle sammen... Og mange af dem er sikkert heller ikke arbejdsløse - det var bare noget jeg sagde. The heat of the moment. Sad jo og var helt sur.
Nu er vi glade.
Savner jer alle!
/S
(Moniek har fødselsdag om 8 timer og 46 minutter!!!)
onsdag den 23. september 2009
tirsdag den 22. september 2009
Kapitel 8 - "Goodbye Alice.. Hello civilization!!"
16:08 min tid - 08:38 jeres tid
Sidder i lufthavnen lidt uden for Alice Springs, og venter på et fly, som sætter punktum i kapitlet om vores eventyr i outback'en. Vi skal til Cairns - tilbage til civilisationen! Outback'en var fantastisk, ingen tvivl om det, men uciviliseret var det sgu! Hermed ikke et ondt ord sagt om det enkle liv, men vi er dog langsomt begyndt at længes tilbage til byen.
-Det er altså ikke med tårer i øjnene, at vi vinker farvel til Alice Springs - som for øvrigt er et fucking shit hole af en undskylding for en storby. Byen er skabt til at sove og se film på hostelet, og ikke andet! Nattelivet er dødt, og hvis du går alene hjem bliver du berøvet og/eller hakket ihjel med en machete af en flok aboriginals. Det er næsten garanteret. Så altså... Hvis der skulle trille en tåre når hjulene forlader landingsbanen, så er det en glædeståre. Her er fyldt med hjemløse aboriginals og arbejdsløse redneck hillbillys, som kører rundt i deres store amerikanertrucks og bliver gift med deres highschool sweethearts som 18-årige og har fået 5 børn som 25-årige uden helt at vide hvorfor eller hvordan (..prævention, kære venner???!!!). Og de hader deres liv og hinanden og alle andre. Og det er dét den her by stinker af. Det passer. Hvis i ikke tror mig, så må i jo selv komme og opleve det first hand. VI KAN IKKE LIDE ALICE, og Alice kan ikke lide os. Sådan føles det i hvert fald - men det er herfra outback-tourene afgår og ender, og derfor har vi været her. Been here. Done that.
Nu flyver vi dog inden længe. Så vi smiler. -Tilbage til Østkysten og alt, hvad der nu må følge der med. Vi har en masse spændende ting planlagt. Et par Cruizes på The Great Barrier Reef, skydiveing, campingture, dykkercertifikat, surfing, White River Rafting og meget andet ... mere om det i de kommende (mere spændende og positive) blogs!
/S
PS. Det er Monieks fødselsdag i morgen, den 23.! Send hende lige en besked på face eller lignende ;) Så bliver hun så glad .... Love a latte, Mo! <3
Sidder i lufthavnen lidt uden for Alice Springs, og venter på et fly, som sætter punktum i kapitlet om vores eventyr i outback'en. Vi skal til Cairns - tilbage til civilisationen! Outback'en var fantastisk, ingen tvivl om det, men uciviliseret var det sgu! Hermed ikke et ondt ord sagt om det enkle liv, men vi er dog langsomt begyndt at længes tilbage til byen.
-Det er altså ikke med tårer i øjnene, at vi vinker farvel til Alice Springs - som for øvrigt er et fucking shit hole af en undskylding for en storby. Byen er skabt til at sove og se film på hostelet, og ikke andet! Nattelivet er dødt, og hvis du går alene hjem bliver du berøvet og/eller hakket ihjel med en machete af en flok aboriginals. Det er næsten garanteret. Så altså... Hvis der skulle trille en tåre når hjulene forlader landingsbanen, så er det en glædeståre. Her er fyldt med hjemløse aboriginals og arbejdsløse redneck hillbillys, som kører rundt i deres store amerikanertrucks og bliver gift med deres highschool sweethearts som 18-årige og har fået 5 børn som 25-årige uden helt at vide hvorfor eller hvordan (..prævention, kære venner???!!!). Og de hader deres liv og hinanden og alle andre. Og det er dét den her by stinker af. Det passer. Hvis i ikke tror mig, så må i jo selv komme og opleve det first hand. VI KAN IKKE LIDE ALICE, og Alice kan ikke lide os. Sådan føles det i hvert fald - men det er herfra outback-tourene afgår og ender, og derfor har vi været her. Been here. Done that.
Nu flyver vi dog inden længe. Så vi smiler. -Tilbage til Østkysten og alt, hvad der nu må følge der med. Vi har en masse spændende ting planlagt. Et par Cruizes på The Great Barrier Reef, skydiveing, campingture, dykkercertifikat, surfing, White River Rafting og meget andet ... mere om det i de kommende (mere spændende og positive) blogs!
/S
PS. Det er Monieks fødselsdag i morgen, den 23.! Send hende lige en besked på face eller lignende ;) Så bliver hun så glad .... Love a latte, Mo! <3
søndag den 20. september 2009
Kapitel 7 - "Outback"
19:44 min tid - 12:14 jeres tid (18. september)
Aldrig i mit liv havde jeg drømt om, at der findes så mange stjerner. Altså, jeg vidste det godt - har set dem på TV - men nu kan jeg se dem alle med mine egne øjne. Lige nu. For første gang i mit liv - solen går tidligt ned her i Australien på denne tid af året. -Det er smukt! Vidste i, at Mælkevejen tydeligt kan ses her nede fra jorden? Et lyst bælte, som strækker sig over nattehimlen. Det er magisk! -Ligesom størstedelen af de andre ting, vi indtil videre har oplevet her ude i outback'en -Australiens' ødemark.
-Sidst i hørte fra os befandt vi os oppe i Darwin, som i første omgang blot virkede som et shit hole af en lortebondeby. -Nede i Byron advarede en af vores party buddys os: "Watch out up there, guys! It's the last frontier of Australia - "the wild west" .. It's rough!" -Pas på jer selv der oppe, gutter! Det er civilisationens sidste grænse - "det vilde vesten" .. Livet er hårdt der oppe!" ...... Ved ikke helt om jeg vil give ham ret i den ellers så flotte analyse - jaja, livet et helt sikkert anderledes end, lad os sige, Byron Bay ... men det er stadig en touristby, som er præget af natteliv og tusindvis af backpackere. -Dermed røg mit første indtryk af Darwin også i vasken - vi skulle blot lige ind til midtbyen.
MEN, nok om det. Denne blog handler om outback'en. De første 3 dage af vores 10 dage lange outback-tour tilbragte vi Kakadu nationalpark, som indtil videre har været højdepunktet på denne outback-safari. -Ufatteligt langt væk fra al civilation, bortset fra Aboriginal-kulturen, som har eksisteret der lige siden fanden fik sko i julegave. -Så langt væk og helt derude, hvor nattens eneste lyskilder kommer fra stjernerne, og det næsten udbrændte lejrbål fra aftensmaden. Kun dig, naturen og den åbne nattehimmel - som vi selvfølgelig sov under.
Jeg har set steder, som jeg kun troede fandtes på postkort (der er et par på vej hjem, bare så i ved det), og jeg er blevet kulturelt chokeret på en måde der ikke burde være mulig i et land som dette. Den kulturelle historie, som ligger bag koloniseringen af dette kontinent er akkurat så skrækkelig og hårrejsende som den er spændende og interessant. Det er, med andre ord fedt at have fået lidt indsigt i (og set med egne øjne), hvad, som ligger til grunde for nutidens Australien .... vil ikke gå i dybden med hvad det præsis er, da dette er det helt forkerte forum .. men i kan jo google det, hvis der skulle være interesse.
...Postkortstederne - de er helt klart værd at nævne med et afsnit eller to .. Mit yndlingssted i Kakadu var "Jim Jim Falls" - et vandfald, som ikke løber på denne tid af sæsonen, men derimod danner rammerne om den smukkeste bjergsø i verden. Søen er omringet af en mindst 200 meter høj klippevæg, og virker så dyb, at hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro den fortsatte langt, langt, langt ind i jordens uudforskede, mørke indre. Og der er stille ved søen. Kun vores egne stemmer - og de 5-dobbelte ekkoer, som følger derefter - er alt, der forstyrrer idyllen over den spejlblanke overflade ved Jim Jim. Jeg rygsvømmede flere gange de godt 75 meter, frem og tilbage, mellem de enorme klippevægge. Den blå himmel ovenover var på en - bogstaveligt talt - eventyrlig måde mere blå og lysende end den plejer. Det var sgu et eventyr. Intet mindre - tvært i mod! ...
... Men det var også ekstremt ved Jim Jim - de lodrette klippevægge gjorde forholdene til lange, høje spring vildt gode. Sådan en mulighed for lidt ekstremsport lader raske drenge, som os selv, ikke gå til spilde! Det højeste spring jeg tog var omkring 11 meter - og tak skal du have, det var grænseoverskridende. Springet i sig selv var noget helt for sig, men klatreturen der op var i den grad det mest adrenalinpumpende! De første 8 meter var intet problem. De sidste 3+ var dog en helt anden sag. Der var ikke mange greb at få fat i til hverken hænder eller fødder - og dem, der var, var ikke mere end maks en centimeter dybe. Fornemmelsen for at "nu skrider du" var konstant og nådesløs. Jeg rystede. Mælkesyren i kroppens store muskler i armene, benene og i maven gjorde krampesmerterne næsten uudholdelige. Og frygten for at glide og falde, som måske var det værste, skar igennem panden og forplantede sig som gåsehud ned langs ryggen. Den var tilstede og hypnotiserende .. men også fokuserende! -Og netop derfor klarede jeg den nok op på den lille afsats, der 11 meter over den - fra den højde - betonhårde vandoverflade. Du vil IKKE have et ukontrolleret fald der fra. Det kan være fatalt .. men jeg stod der. Ingen vej tilbage! -En eventuel klatretur tilbage ville med sikkehed ende galt. Kun én vej ned. Hang i luften i mange sekunder ... minutter, timer, dage .... det, der føltes som en evighed, før jeg endelig ramte vandet og forsvandt ned i det dybe, mørke vand. Langt, langt ned. Jeg var uskadt - intet var sket. Tog et par langsomme svømmetag mod overfladen, alt i mens jeg så op på solens reflektion i vandskorpen ..... Fandt endnu et lille stykke af mig selv, der i det mørke vand i den ufatteligt smukke bjergsø. -The daredevil .. Adrenalinjægeren! Han findes i os alle - og kendte ham egentligt godt .. men det var rart at genopdage ham for en kort stund .... what a rush .... håber stadig du sidder på stolen, mor.
Næste etape: Darwin - Alice Springs road trip! -Endnu engang 3 dage og på mange måder meget anderledes end dagene i Kakadu. Et halvt kontinent skulle tilbagelægges ned af de australske highways og undervejs, hvorend der var noget interessant at se, havde vi et stop for at undersøge det.
I Kakadu havde det hele været meget primitivt og "back to basics", uden el og den slags. Sådan var det ikke rigtigt på denne del af ruten - og det var sådan set også rart nok med en lille smule teknologi fra dette århundrede. Tag bare, for eksempel, en gasgrill! Det er sgu noget nemmere end at skulle samle brænde og starte et bål - selvom dette også har sin charme. But enough is enough, og direkte civiliseret blev det sgu alligevel heller ikke. Vi var stadig out back ... og igen på denne tour fik vi nogle ret spektakulære ting at se .....
Kathrine Gorge - det sted var for vildt! Det er en lang "flod", som flyder gennem landskabet med klippevæge på begge sider - det hedder en "gorge" ... er ikke helt sikker på den korrekte definition på sådan en, men det spiller desuden heller ikke den store rolle. Vi lejede dobbelte kajakker og roede ud på eventyr med de andre fra tour'en. Gruppen, som var med på denne del af etappen var desuden super - mindst lige så god som på den sidste - og det gør altså oplevelsen bedre, når man deler den med mennesker man synes om ... Så der roede vi mellem klipper og små strande, hvor krokodillerne kunne ligge og blive varmet op af solen - sikke en scene for en rotur. -Det var sgu noget andet end turene frem og tilbage hjemme på Nørresø i Viborg. Vil ikke påstå at roturen til bestemmelsesstedet (eller turen tilbage for den sags skyld) blev til nogen speciel konkurrence eller et race - men Hede og mig kom først. Også på vejen tilbage ... bare lige for at nævne det ... Da vi ankom til bestemmelsesstedet, for enden af gorge'en parkerede vi kajakkerne på en strand, som vi var blevet forsikret var krokodillefri. Krokodillerne, som lever der er desuden ferskvandskrokodiller, og er ikke kendt for at angribe mennesker. Kun fisk og lignende. -Så efter en kort inspektion, hoppede vi i vandet for at køle af efter roturen (og vente på de andre, som stadig kæmpede om 2. og 3. pladsen ... ikke at det var en konkurrence - det var vi alle enige om!). Det blev endnu en imponerende svømmetur, og vi fandt da også et godt sted på klipperne at hoppe fra. Kun et lille et denne gang - omkring 8 meter vil være mit gæt.
Resten af turen ned gennem landet bød, foruden en masse andre interessante steder, på en masse "ingenting" - ørken til begge sider, så langt øjet rækker og endnu længere endnu. Ingenting er dog ikke bare ingenting. Ingenting skifter på 1500 km. drastisk i både klima, farve, vegetation og så videre ... Uden at være nogen naturnørd var det i den grad interessant at se så lang tid på ingenting .. alting og ingenting var pludselig ét og det samme. Meget underligt.
(Vil slet ikke gå i gang med at beskrive alle de oplevelser vi havde på turen .. denne blog er i forvejen ved at udvikle sig til en hel afhandling)
Til Alice Springs kom vi da, og efter en højest besynderlig nat på et lokalt hostel fortsatte touren ud på 3. og sidste etape - Ayers Rock, The Olgas og Kings Canion - Australiens røde center ... jaja, hvorfor var natten besynderlig? -Vi var gået tidligt i seng da vækkeuret var sat til et tidspunkt så ukristeligt som 04:45 ... omkring midnat, vil jeg tro, kom en af de andre, som boede på sovesalen ind gennem døren. Jeg vågnede, men hun bemærkede det ikke. Efter kort tid finder hun et digitalkamera frem og tager først et billede af Hede, derefter et af mig (jeg lader stadig som om jeg sover), og så endnu et af Hede. Vildt underligt - men backpackerlivet er sgu bare generelt underligt...
...Blev også taget på temmeligt voldsomt på røven da vi tidlig morgen stod i Darwin og ventede på bussen til Kakadu. Det var en tilfældig mand, som kom gående forbi. Jeg blev selvsagt chokeret og forvirret. Var det en joke? -Svaret er nej. Han var kommet for mere, og var ikke umiddelbart tilfreds med at have befamlet mig bagpå. Alt i mens han med sin ene hånd holdte sig selv i skridtet, rakte han med den anden ud efter mig og viskede; "let me suck your dick .. let me get a piece of it!" ... hvordan reagerer man på det klokken 05 om morgenen? -Jeg gjorde det klart for ham, at han hellere måtte smutte i en fart. Det krævede ikke meget overtalelse - Hede stod bagved, hehe ... The last frontier.. jo tak.. It's rough up there!!
Tilbage til outbacken - jeg er snart færdig nu.
Jeg er i edderkoppeland. Og slangeland. Og krokodilleland .. Og al-muligt-andet-skræmmende-land. En af vores guider lærte os en teknik til at spotte kryb i mørke. Et trick med en lommelygte så man kan se genskin fra insekternes øjne og på den måde lokalisere bæsterne. -Det virker .. heldigvis.. Nogle af de edderkopper jeg er stødt på er så store at de ikke ville kunne ligge i min udstrakte, åbne hånd! -Jer, som kender mig godt vil vide, at jeg har ret store hænder - og at jeg desuden er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget angst for de fandens (her i Australien, ikke så små) kryb ... Hvordan overlever jeg så at sove på jorden med alle de livsfarlige (guiden påstår godt nok noget andet, men seriøst, han aner jo ikke hvad han snakker om) kryb kravlende rundt omkring mig? -Jeg ved det ikke .. og turen er desuden ikke slut endnu! De kan stadig nå at slæbe mig ned i et af deres huller .... uaaaarghhh.....
I dag var vi ude at se det absolut best kendte af Australiens ikoner - Ayers Rock, eller Uluru, som de lokale Aboriginals har kaldt den de sidste 40.000 år. Verdens største sten. Og jo - den er satme stor. Vi var der ude helt fra morgenstunden og så solen stå op og få den til at ændre farve 1000 gange. Imponernede. Havde endnu en af de der kan-ikke-fatte-at-jeg-rent-faktisk-er-her-oplevelser. Har en masse billeder der fra, som i kan glæde jer til. Skal nok få uploaded inden længe - vi har efterhånden en del.......
Lige nu, foran mig, giver Hede lektion til et par at turens piger, i hvordan en rigtig mand flækker brænde til lejrbålet. That dude's on fire... Der er snart aftensmad, så vil holde her. Håber ikke alt for mange er faldet fra undervejs? ..begrænser mig næste gang ;)
Savner jer alle!
/S
PS. Mia - det er ikke meget jeg har hørt fra dig? ...okay, jeg har heller ikke fået givet alt for meget lyd! Skal vi ikke lige tage os sammen? :)
PPS. Mo - good luck at your exams :) I know u will do good! AND HAPPY 9 MONTH DAY, BABY!! I wont be able to upload or call u until I'm back in Alice - but today is the day and I'm thinking about u like crazy. U r still the one I love, Mo ;) Forever and ever! XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
PPPS. Der gik lige en kæmpe ....KÆMPE.... edderkop forbi..... uuuaaaaarrrrrggghhh!!!
Aldrig i mit liv havde jeg drømt om, at der findes så mange stjerner. Altså, jeg vidste det godt - har set dem på TV - men nu kan jeg se dem alle med mine egne øjne. Lige nu. For første gang i mit liv - solen går tidligt ned her i Australien på denne tid af året. -Det er smukt! Vidste i, at Mælkevejen tydeligt kan ses her nede fra jorden? Et lyst bælte, som strækker sig over nattehimlen. Det er magisk! -Ligesom størstedelen af de andre ting, vi indtil videre har oplevet her ude i outback'en -Australiens' ødemark.
-Sidst i hørte fra os befandt vi os oppe i Darwin, som i første omgang blot virkede som et shit hole af en lortebondeby. -Nede i Byron advarede en af vores party buddys os: "Watch out up there, guys! It's the last frontier of Australia - "the wild west" .. It's rough!" -Pas på jer selv der oppe, gutter! Det er civilisationens sidste grænse - "det vilde vesten" .. Livet er hårdt der oppe!" ...... Ved ikke helt om jeg vil give ham ret i den ellers så flotte analyse - jaja, livet et helt sikkert anderledes end, lad os sige, Byron Bay ... men det er stadig en touristby, som er præget af natteliv og tusindvis af backpackere. -Dermed røg mit første indtryk af Darwin også i vasken - vi skulle blot lige ind til midtbyen.
MEN, nok om det. Denne blog handler om outback'en. De første 3 dage af vores 10 dage lange outback-tour tilbragte vi Kakadu nationalpark, som indtil videre har været højdepunktet på denne outback-safari. -Ufatteligt langt væk fra al civilation, bortset fra Aboriginal-kulturen, som har eksisteret der lige siden fanden fik sko i julegave. -Så langt væk og helt derude, hvor nattens eneste lyskilder kommer fra stjernerne, og det næsten udbrændte lejrbål fra aftensmaden. Kun dig, naturen og den åbne nattehimmel - som vi selvfølgelig sov under.
Jeg har set steder, som jeg kun troede fandtes på postkort (der er et par på vej hjem, bare så i ved det), og jeg er blevet kulturelt chokeret på en måde der ikke burde være mulig i et land som dette. Den kulturelle historie, som ligger bag koloniseringen af dette kontinent er akkurat så skrækkelig og hårrejsende som den er spændende og interessant. Det er, med andre ord fedt at have fået lidt indsigt i (og set med egne øjne), hvad, som ligger til grunde for nutidens Australien .... vil ikke gå i dybden med hvad det præsis er, da dette er det helt forkerte forum .. men i kan jo google det, hvis der skulle være interesse.
...Postkortstederne - de er helt klart værd at nævne med et afsnit eller to .. Mit yndlingssted i Kakadu var "Jim Jim Falls" - et vandfald, som ikke løber på denne tid af sæsonen, men derimod danner rammerne om den smukkeste bjergsø i verden. Søen er omringet af en mindst 200 meter høj klippevæg, og virker så dyb, at hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro den fortsatte langt, langt, langt ind i jordens uudforskede, mørke indre. Og der er stille ved søen. Kun vores egne stemmer - og de 5-dobbelte ekkoer, som følger derefter - er alt, der forstyrrer idyllen over den spejlblanke overflade ved Jim Jim. Jeg rygsvømmede flere gange de godt 75 meter, frem og tilbage, mellem de enorme klippevægge. Den blå himmel ovenover var på en - bogstaveligt talt - eventyrlig måde mere blå og lysende end den plejer. Det var sgu et eventyr. Intet mindre - tvært i mod! ...
... Men det var også ekstremt ved Jim Jim - de lodrette klippevægge gjorde forholdene til lange, høje spring vildt gode. Sådan en mulighed for lidt ekstremsport lader raske drenge, som os selv, ikke gå til spilde! Det højeste spring jeg tog var omkring 11 meter - og tak skal du have, det var grænseoverskridende. Springet i sig selv var noget helt for sig, men klatreturen der op var i den grad det mest adrenalinpumpende! De første 8 meter var intet problem. De sidste 3+ var dog en helt anden sag. Der var ikke mange greb at få fat i til hverken hænder eller fødder - og dem, der var, var ikke mere end maks en centimeter dybe. Fornemmelsen for at "nu skrider du" var konstant og nådesløs. Jeg rystede. Mælkesyren i kroppens store muskler i armene, benene og i maven gjorde krampesmerterne næsten uudholdelige. Og frygten for at glide og falde, som måske var det værste, skar igennem panden og forplantede sig som gåsehud ned langs ryggen. Den var tilstede og hypnotiserende .. men også fokuserende! -Og netop derfor klarede jeg den nok op på den lille afsats, der 11 meter over den - fra den højde - betonhårde vandoverflade. Du vil IKKE have et ukontrolleret fald der fra. Det kan være fatalt .. men jeg stod der. Ingen vej tilbage! -En eventuel klatretur tilbage ville med sikkehed ende galt. Kun én vej ned. Hang i luften i mange sekunder ... minutter, timer, dage .... det, der føltes som en evighed, før jeg endelig ramte vandet og forsvandt ned i det dybe, mørke vand. Langt, langt ned. Jeg var uskadt - intet var sket. Tog et par langsomme svømmetag mod overfladen, alt i mens jeg så op på solens reflektion i vandskorpen ..... Fandt endnu et lille stykke af mig selv, der i det mørke vand i den ufatteligt smukke bjergsø. -The daredevil .. Adrenalinjægeren! Han findes i os alle - og kendte ham egentligt godt .. men det var rart at genopdage ham for en kort stund .... what a rush .... håber stadig du sidder på stolen, mor.
Næste etape: Darwin - Alice Springs road trip! -Endnu engang 3 dage og på mange måder meget anderledes end dagene i Kakadu. Et halvt kontinent skulle tilbagelægges ned af de australske highways og undervejs, hvorend der var noget interessant at se, havde vi et stop for at undersøge det.
I Kakadu havde det hele været meget primitivt og "back to basics", uden el og den slags. Sådan var det ikke rigtigt på denne del af ruten - og det var sådan set også rart nok med en lille smule teknologi fra dette århundrede. Tag bare, for eksempel, en gasgrill! Det er sgu noget nemmere end at skulle samle brænde og starte et bål - selvom dette også har sin charme. But enough is enough, og direkte civiliseret blev det sgu alligevel heller ikke. Vi var stadig out back ... og igen på denne tour fik vi nogle ret spektakulære ting at se .....
Kathrine Gorge - det sted var for vildt! Det er en lang "flod", som flyder gennem landskabet med klippevæge på begge sider - det hedder en "gorge" ... er ikke helt sikker på den korrekte definition på sådan en, men det spiller desuden heller ikke den store rolle. Vi lejede dobbelte kajakker og roede ud på eventyr med de andre fra tour'en. Gruppen, som var med på denne del af etappen var desuden super - mindst lige så god som på den sidste - og det gør altså oplevelsen bedre, når man deler den med mennesker man synes om ... Så der roede vi mellem klipper og små strande, hvor krokodillerne kunne ligge og blive varmet op af solen - sikke en scene for en rotur. -Det var sgu noget andet end turene frem og tilbage hjemme på Nørresø i Viborg. Vil ikke påstå at roturen til bestemmelsesstedet (eller turen tilbage for den sags skyld) blev til nogen speciel konkurrence eller et race - men Hede og mig kom først. Også på vejen tilbage ... bare lige for at nævne det ... Da vi ankom til bestemmelsesstedet, for enden af gorge'en parkerede vi kajakkerne på en strand, som vi var blevet forsikret var krokodillefri. Krokodillerne, som lever der er desuden ferskvandskrokodiller, og er ikke kendt for at angribe mennesker. Kun fisk og lignende. -Så efter en kort inspektion, hoppede vi i vandet for at køle af efter roturen (og vente på de andre, som stadig kæmpede om 2. og 3. pladsen ... ikke at det var en konkurrence - det var vi alle enige om!). Det blev endnu en imponerende svømmetur, og vi fandt da også et godt sted på klipperne at hoppe fra. Kun et lille et denne gang - omkring 8 meter vil være mit gæt.
Resten af turen ned gennem landet bød, foruden en masse andre interessante steder, på en masse "ingenting" - ørken til begge sider, så langt øjet rækker og endnu længere endnu. Ingenting er dog ikke bare ingenting. Ingenting skifter på 1500 km. drastisk i både klima, farve, vegetation og så videre ... Uden at være nogen naturnørd var det i den grad interessant at se så lang tid på ingenting .. alting og ingenting var pludselig ét og det samme. Meget underligt.
(Vil slet ikke gå i gang med at beskrive alle de oplevelser vi havde på turen .. denne blog er i forvejen ved at udvikle sig til en hel afhandling)
Til Alice Springs kom vi da, og efter en højest besynderlig nat på et lokalt hostel fortsatte touren ud på 3. og sidste etape - Ayers Rock, The Olgas og Kings Canion - Australiens røde center ... jaja, hvorfor var natten besynderlig? -Vi var gået tidligt i seng da vækkeuret var sat til et tidspunkt så ukristeligt som 04:45 ... omkring midnat, vil jeg tro, kom en af de andre, som boede på sovesalen ind gennem døren. Jeg vågnede, men hun bemærkede det ikke. Efter kort tid finder hun et digitalkamera frem og tager først et billede af Hede, derefter et af mig (jeg lader stadig som om jeg sover), og så endnu et af Hede. Vildt underligt - men backpackerlivet er sgu bare generelt underligt...
...Blev også taget på temmeligt voldsomt på røven da vi tidlig morgen stod i Darwin og ventede på bussen til Kakadu. Det var en tilfældig mand, som kom gående forbi. Jeg blev selvsagt chokeret og forvirret. Var det en joke? -Svaret er nej. Han var kommet for mere, og var ikke umiddelbart tilfreds med at have befamlet mig bagpå. Alt i mens han med sin ene hånd holdte sig selv i skridtet, rakte han med den anden ud efter mig og viskede; "let me suck your dick .. let me get a piece of it!" ... hvordan reagerer man på det klokken 05 om morgenen? -Jeg gjorde det klart for ham, at han hellere måtte smutte i en fart. Det krævede ikke meget overtalelse - Hede stod bagved, hehe ... The last frontier.. jo tak.. It's rough up there!!
Tilbage til outbacken - jeg er snart færdig nu.
Jeg er i edderkoppeland. Og slangeland. Og krokodilleland .. Og al-muligt-andet-skræmmende-land. En af vores guider lærte os en teknik til at spotte kryb i mørke. Et trick med en lommelygte så man kan se genskin fra insekternes øjne og på den måde lokalisere bæsterne. -Det virker .. heldigvis.. Nogle af de edderkopper jeg er stødt på er så store at de ikke ville kunne ligge i min udstrakte, åbne hånd! -Jer, som kender mig godt vil vide, at jeg har ret store hænder - og at jeg desuden er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget angst for de fandens (her i Australien, ikke så små) kryb ... Hvordan overlever jeg så at sove på jorden med alle de livsfarlige (guiden påstår godt nok noget andet, men seriøst, han aner jo ikke hvad han snakker om) kryb kravlende rundt omkring mig? -Jeg ved det ikke .. og turen er desuden ikke slut endnu! De kan stadig nå at slæbe mig ned i et af deres huller .... uaaaarghhh.....
I dag var vi ude at se det absolut best kendte af Australiens ikoner - Ayers Rock, eller Uluru, som de lokale Aboriginals har kaldt den de sidste 40.000 år. Verdens største sten. Og jo - den er satme stor. Vi var der ude helt fra morgenstunden og så solen stå op og få den til at ændre farve 1000 gange. Imponernede. Havde endnu en af de der kan-ikke-fatte-at-jeg-rent-faktisk-er-her-oplevelser. Har en masse billeder der fra, som i kan glæde jer til. Skal nok få uploaded inden længe - vi har efterhånden en del.......
Lige nu, foran mig, giver Hede lektion til et par at turens piger, i hvordan en rigtig mand flækker brænde til lejrbålet. That dude's on fire... Der er snart aftensmad, så vil holde her. Håber ikke alt for mange er faldet fra undervejs? ..begrænser mig næste gang ;)
Savner jer alle!
/S
PS. Mia - det er ikke meget jeg har hørt fra dig? ...okay, jeg har heller ikke fået givet alt for meget lyd! Skal vi ikke lige tage os sammen? :)
PPS. Mo - good luck at your exams :) I know u will do good! AND HAPPY 9 MONTH DAY, BABY!! I wont be able to upload or call u until I'm back in Alice - but today is the day and I'm thinking about u like crazy. U r still the one I love, Mo ;) Forever and ever! XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
PPPS. Der gik lige en kæmpe ....KÆMPE.... edderkop forbi..... uuuaaaaarrrrrggghhh!!!
onsdag den 9. september 2009
Kapitel 5.1 - "Surf Camp del 2 - Slappin' the Goon i Byron Bay"
23:30 min tid - 16:00 jeres tid
"Slap the goon" - Det udtryk lærte vi for alvor meningen (og konsekvenserne) af i Byron Bay. All day. Every day. Da vi ankom i Byron var vi allermest indstillet på at skulle surfe så meget som muligt - tidligt i seng og tidligt op, for at få de gode bølger og for at være ude før alle de andre. Den plan gik i vasken. Set i bakspejlet var den nok på forhånd dømt til at gå i vasken - Byron Bay er jo trods alt Byron Bay! ... Vi nåede faktisk kun at surfe én enkelt gang i løbet af de 4 dage vi havde i Byron. Vejret og forholdene var slet ikke gode til os begyndere (kommende pros) - og vi fik desuden andre interesser.
Hostellet vi boede på var mega party - ved godt at jeg også har sagt det om alle de steder vi har boet ind til videre, men dette hostel formåede alligevel at nå nye højder. Vores partyhorisont er ekspanderet (...eksploderet?) - og jeg tror, med god grund, at vi vil have godt af 14 dages detox ude i ødemarken.
For ikke at springe alt for hurtigt frem til hvor vi befinder os lige nu .. (jeg ved godt, at i alle sammen nu sidder som på nåle, og bare vil vide, WHAT THE FUCK WENT DOWN IN BYRON BAY??!) .. så har i her et par historier... Hehe, er ikke lige stolt af dem alle sammen ... men hvad er formålet med, for mig at skrive og for jer at læse, en tanke-/rejseblog, hvis ikke kun det er hele den reneste sandhed, der er at finde i teksterne? ..you get the point.. here we go..
Hostellet - Byron Bay YHA - var fyldt med unge mennesker.. Folk på vores alder! Flere af de andre steder har folk været lidt ældre. Flinke og fede, meen - lidt ældre.. Og det gør altså en forskel! .. Vi blev lynhurtigt en del af gruppen og på ingen tid havde vi fået en masse nye venner. Det er fedt at høre folks historier og oplevelser. "Hvordan er du endt her?" -Det spørgsmål kan have de mest fantastiske svar, som ganske enkelt ikke kan besvares med blot én enkelt sætning. -Pludselig kender man hinanden, og før samtalen er slut har man højst sandsynligt delt de første par krus goon! ....Men hvad skete der? Et par real life beretninger:
Dag 1 i Byron. Der var "Babe Nation-tema" på det nærmeste diskotek, og det gik i korte træk ud på, at pigerne smed toppene og blev bodypaintet med deres nations flag. Og de gjorde det sgu ... Jesper og de andre gutter var selvsagt helt vilde, alt i mens jeg, selvfølgelig, kun gik rundt og tænkte på Moniek. Miss u babe ;) .. og det var en god aften .. Kan huske hele forløbet fra start til slut og kan derfor med sikkerhed sige at det var en fuldtræffer af en fest. 10/10.
Dag 2 i Byron. Festen startede tidligt og kan huske alt indtil omkring klokken 22. Derefter er alt væk. Folkens - er ikke lige stolt af alt, hvad jeg har fået fortalt om resten af aftenens forløb .. meen .. det er ikke slemmere end jeg vil dele det med jer her! ... På et tidspunkt i mellem 22 og 23 skulle jeg eftersigende have forsøgt mig med et hiv fra en joint. Jep.. chok.. Effekten har åbenbart været ret slående, og Jesper og de andre besluttede at lægge mig i seng. (For god ordens skyld vil jeg lige sige at flere vidner bekræfter at Jesper ikke var på samme eventyr som mig den aften. Det var kun mig. Slemme mig.)
Dag 3 i Byron. Jeg vågner. Fatter ikke hvor jeg er og hvordan jeg er kommet tilbage i seng - det er dog min egen seng. Er fuldt påklædt og forfærdeligt forvirret. Går ud af værelset. Det er langt oppe ad dagen. Flere af gutterne sidder udenfor og jeg bliver mødt med mange grin og kommentarer. Forvirringen forværres. Får historierne en efter en. Vil ikke tro halvdelen. Mindst. -Men noget hænger ikke sammen .. hvis jeg blev lagt i seng klokken 23, hvor har jeg så de her stempler på min arm fra? Tjekker min telefon-log. Sidste opkald: 03:36, natten forinden ..... Ergo - jeg må på et tidspunkt være stået op og gået på diskotek.. -En hel aften og nat er væk i tågerne. I learned my lesson. Gør det aldrig mere. Dette er min egen prædiken til mig selv. Resten af dagen blev brugt til at pleje tømmermænd. Drikker IKKE på dag 3 - men går alligevel ud med de andre om aftenen.
Sidste dag i Byron. Begivenhederne gentager sig. Festen starter tidligt - bliver fuld i goon. Pakker min taske i ret fuld tilstand og går tidligt i seng.
.....
Lige nu er vi i Darwin. Helt oppe nord på. Vi tog bus fra Byron til Brisbane og fløj derfra, og nu er vi altså her. Klimaet har taget en voldsom drejning - luftfugtighed 130% (mindst) og der er lige nu omkring 35 grader. I overmorgen starter 10 dages Outback Safari fra Darwin til Alice Springs. -En velfortjent party pause og et kæmpe eventyr, uden tvivl. Dette betyder dog også at vi vil være uden for kontakt fra omverdenen indtil omkring den 23, hvor vi igen rammer civilisation. Skal nok lige få ringet rundt inden vi tager afsted ;) I'll call u too, Mo! -Miss hearing your voice <3
Savner jer alle!
/S
Ps. Mutter - ikke vær nervøs eller noget. Heller ikke med festerne ;) Jeg er efterhånden ved at finde min grænse med Goon (..that shit's strong) og har heller ikke tænkt mig at eksperimentere med joints igen - hverken i bevidst eller ubevidst tilstand :) -Just so u know.....
"Slap the goon" - Det udtryk lærte vi for alvor meningen (og konsekvenserne) af i Byron Bay. All day. Every day. Da vi ankom i Byron var vi allermest indstillet på at skulle surfe så meget som muligt - tidligt i seng og tidligt op, for at få de gode bølger og for at være ude før alle de andre. Den plan gik i vasken. Set i bakspejlet var den nok på forhånd dømt til at gå i vasken - Byron Bay er jo trods alt Byron Bay! ... Vi nåede faktisk kun at surfe én enkelt gang i løbet af de 4 dage vi havde i Byron. Vejret og forholdene var slet ikke gode til os begyndere (kommende pros) - og vi fik desuden andre interesser.
Hostellet vi boede på var mega party - ved godt at jeg også har sagt det om alle de steder vi har boet ind til videre, men dette hostel formåede alligevel at nå nye højder. Vores partyhorisont er ekspanderet (...eksploderet?) - og jeg tror, med god grund, at vi vil have godt af 14 dages detox ude i ødemarken.
For ikke at springe alt for hurtigt frem til hvor vi befinder os lige nu .. (jeg ved godt, at i alle sammen nu sidder som på nåle, og bare vil vide, WHAT THE FUCK WENT DOWN IN BYRON BAY??!) .. så har i her et par historier... Hehe, er ikke lige stolt af dem alle sammen ... men hvad er formålet med, for mig at skrive og for jer at læse, en tanke-/rejseblog, hvis ikke kun det er hele den reneste sandhed, der er at finde i teksterne? ..you get the point.. here we go..
Hostellet - Byron Bay YHA - var fyldt med unge mennesker.. Folk på vores alder! Flere af de andre steder har folk været lidt ældre. Flinke og fede, meen - lidt ældre.. Og det gør altså en forskel! .. Vi blev lynhurtigt en del af gruppen og på ingen tid havde vi fået en masse nye venner. Det er fedt at høre folks historier og oplevelser. "Hvordan er du endt her?" -Det spørgsmål kan have de mest fantastiske svar, som ganske enkelt ikke kan besvares med blot én enkelt sætning. -Pludselig kender man hinanden, og før samtalen er slut har man højst sandsynligt delt de første par krus goon! ....Men hvad skete der? Et par real life beretninger:
Dag 1 i Byron. Der var "Babe Nation-tema" på det nærmeste diskotek, og det gik i korte træk ud på, at pigerne smed toppene og blev bodypaintet med deres nations flag. Og de gjorde det sgu ... Jesper og de andre gutter var selvsagt helt vilde, alt i mens jeg, selvfølgelig, kun gik rundt og tænkte på Moniek. Miss u babe ;) .. og det var en god aften .. Kan huske hele forløbet fra start til slut og kan derfor med sikkerhed sige at det var en fuldtræffer af en fest. 10/10.
Dag 2 i Byron. Festen startede tidligt og kan huske alt indtil omkring klokken 22. Derefter er alt væk. Folkens - er ikke lige stolt af alt, hvad jeg har fået fortalt om resten af aftenens forløb .. meen .. det er ikke slemmere end jeg vil dele det med jer her! ... På et tidspunkt i mellem 22 og 23 skulle jeg eftersigende have forsøgt mig med et hiv fra en joint. Jep.. chok.. Effekten har åbenbart været ret slående, og Jesper og de andre besluttede at lægge mig i seng. (For god ordens skyld vil jeg lige sige at flere vidner bekræfter at Jesper ikke var på samme eventyr som mig den aften. Det var kun mig. Slemme mig.)
Dag 3 i Byron. Jeg vågner. Fatter ikke hvor jeg er og hvordan jeg er kommet tilbage i seng - det er dog min egen seng. Er fuldt påklædt og forfærdeligt forvirret. Går ud af værelset. Det er langt oppe ad dagen. Flere af gutterne sidder udenfor og jeg bliver mødt med mange grin og kommentarer. Forvirringen forværres. Får historierne en efter en. Vil ikke tro halvdelen. Mindst. -Men noget hænger ikke sammen .. hvis jeg blev lagt i seng klokken 23, hvor har jeg så de her stempler på min arm fra? Tjekker min telefon-log. Sidste opkald: 03:36, natten forinden ..... Ergo - jeg må på et tidspunkt være stået op og gået på diskotek.. -En hel aften og nat er væk i tågerne. I learned my lesson. Gør det aldrig mere. Dette er min egen prædiken til mig selv. Resten af dagen blev brugt til at pleje tømmermænd. Drikker IKKE på dag 3 - men går alligevel ud med de andre om aftenen.
Sidste dag i Byron. Begivenhederne gentager sig. Festen starter tidligt - bliver fuld i goon. Pakker min taske i ret fuld tilstand og går tidligt i seng.
.....
Lige nu er vi i Darwin. Helt oppe nord på. Vi tog bus fra Byron til Brisbane og fløj derfra, og nu er vi altså her. Klimaet har taget en voldsom drejning - luftfugtighed 130% (mindst) og der er lige nu omkring 35 grader. I overmorgen starter 10 dages Outback Safari fra Darwin til Alice Springs. -En velfortjent party pause og et kæmpe eventyr, uden tvivl. Dette betyder dog også at vi vil være uden for kontakt fra omverdenen indtil omkring den 23, hvor vi igen rammer civilisation. Skal nok lige få ringet rundt inden vi tager afsted ;) I'll call u too, Mo! -Miss hearing your voice <3
Savner jer alle!
/S
Ps. Mutter - ikke vær nervøs eller noget. Heller ikke med festerne ;) Jeg er efterhånden ved at finde min grænse med Goon (..that shit's strong) og har heller ikke tænkt mig at eksperimentere med joints igen - hverken i bevidst eller ubevidst tilstand :) -Just so u know.....
lørdag den 5. september 2009
Kapitel 5 - "Surf Camp, del 1"
05:01 min tid - 21:01 jeres tid
Jeg er surfer. -Jeg vidste det egentlig godt på forhånd, og har tit sagt at jeg blev født som surfer og blot manglede at få det endeligt bekræftet. Folk har troet jeg jokede - og lidt joke var der da også i det - men i den grad også seriøsitet, vilje og tro på, at jeg rent faktisk blev født til surfing og den livsstil, som følger med. Jeg tog ikke helt fejl, folkens.
De sidste 4 dage har været helt vildt, utroligt, fantastisk fede. Vi stod tidligt op i mandags og blev hentet i bus, sammen med alle de andre surf campere. Turen ned syd på til Gerroa's Seven Mile Beach virkede uendelig lang. Det var bare ventetid. Spildtid. Mange af os i bussen - i hvert fald Jesper og mig - var da kun timer væk fra endelig at kunne opfylde en livslang drøm. -Så spændingen var høj og turen virkede lang .... kan måske også have noget at gøre med, at chaufføren viste Crocodile Dundee på bussens TV .. efterfulgt ef Crocodile Dundee 2 (??!) -To af jordens værste film, efter min mening.
Endelig - efter nogle pinefulde timer - var vi der. Vi hoppede straks i våddragter, fik os et surfboard og et par lærere. Off to the beach. Det kunne ikke gå hurtigt nok - nu kun minutter væk fra drømmen. Det var en åbenbaring, den første bølge, the first ride! What a ride ..... det var ikke nogen vildt lang oplevelse - da det pludseligt gik op for mig, at jeg rent faktisk stod op på boardet, glemte jeg alt om alt det, jeg absolut ikke skulle glemme! ..endte selvsagt på hovedet i vandet. Ud igen. Og igen. Og igen. Og igen.................
Nu, 4 dage senere, synes denne korte - men store - oplevelse meget langt væk. Vi havde gode lærere lærere, så avancerede hurtigt. Jeg fik nye, kortere boards og begyndte langsomt at forsøge mig med de store, endnu ubrudte bølger, som man finder noget længere væk fra kysten. Det lykkedes allerede dag 2! Det var sygt - og havde taget mange forsøg. -At ligge der med øjnene rettet mod stranden, og pludselig mærke, hvordan vandet trækker sig tilbage og forsvinder under en, for med ét at rejse sig til en mur af vand, som vælter ind bagfra. Det er en vild energi og en kraft som jeg aldrig har følt lignende. Man padler vildt, for så vidt muligt, at komme foran bølgen og ikke bare blive slugt af den når den brydes ...... alt foregår i slowmotion ...... og pludselig ...... BANG! Alt er sort. Vand over alt. Du vælter rundt, bliver kastet frem og tilbage. Ingen anelse om hvilken vej er op. Du er under bølgen. Under dens nåde. I de korte (lange) sekunder du ligger under den, er den din herre. Det er intet du kan stille op. -Kun holde munden lukket og beskytte hovedet for eventuelle flyvske surfboards. Adrenalinen pumper. Du kommer op. Trækker vejret. Prøver igen. Og igen. Og igen. Og igen........
Det er nu tidlig morgen her, og vi sidder i bussen på vej til Byron Bay. Jeg er godt træt. Har i løbet af de fire dage på surf campen, opdaget muskler jeg ikke anede jeg havde. Surfeventyret er dog ikke slut, og der vil komme en del 2 til denne blog ... Vi er færdiguddannede nu og får ikke mere undervisning i denne omgang - nu står vi på egne ben! -I Byron ... en af Australiens absolut mest berømte surfbyer .. måske endda en af verdens mest berømte! -Men mere om det i næste blog, hvor jeg på bedste vis også vil prøve, at give jer et indblik i en surfers typiske hverdag.
Savner jer alle!
/S
Jeg er surfer. -Jeg vidste det egentlig godt på forhånd, og har tit sagt at jeg blev født som surfer og blot manglede at få det endeligt bekræftet. Folk har troet jeg jokede - og lidt joke var der da også i det - men i den grad også seriøsitet, vilje og tro på, at jeg rent faktisk blev født til surfing og den livsstil, som følger med. Jeg tog ikke helt fejl, folkens.
De sidste 4 dage har været helt vildt, utroligt, fantastisk fede. Vi stod tidligt op i mandags og blev hentet i bus, sammen med alle de andre surf campere. Turen ned syd på til Gerroa's Seven Mile Beach virkede uendelig lang. Det var bare ventetid. Spildtid. Mange af os i bussen - i hvert fald Jesper og mig - var da kun timer væk fra endelig at kunne opfylde en livslang drøm. -Så spændingen var høj og turen virkede lang .... kan måske også have noget at gøre med, at chaufføren viste Crocodile Dundee på bussens TV .. efterfulgt ef Crocodile Dundee 2 (??!) -To af jordens værste film, efter min mening.
Endelig - efter nogle pinefulde timer - var vi der. Vi hoppede straks i våddragter, fik os et surfboard og et par lærere. Off to the beach. Det kunne ikke gå hurtigt nok - nu kun minutter væk fra drømmen. Det var en åbenbaring, den første bølge, the first ride! What a ride ..... det var ikke nogen vildt lang oplevelse - da det pludseligt gik op for mig, at jeg rent faktisk stod op på boardet, glemte jeg alt om alt det, jeg absolut ikke skulle glemme! ..endte selvsagt på hovedet i vandet. Ud igen. Og igen. Og igen. Og igen.................
Nu, 4 dage senere, synes denne korte - men store - oplevelse meget langt væk. Vi havde gode lærere lærere, så avancerede hurtigt. Jeg fik nye, kortere boards og begyndte langsomt at forsøge mig med de store, endnu ubrudte bølger, som man finder noget længere væk fra kysten. Det lykkedes allerede dag 2! Det var sygt - og havde taget mange forsøg. -At ligge der med øjnene rettet mod stranden, og pludselig mærke, hvordan vandet trækker sig tilbage og forsvinder under en, for med ét at rejse sig til en mur af vand, som vælter ind bagfra. Det er en vild energi og en kraft som jeg aldrig har følt lignende. Man padler vildt, for så vidt muligt, at komme foran bølgen og ikke bare blive slugt af den når den brydes ...... alt foregår i slowmotion ...... og pludselig ...... BANG! Alt er sort. Vand over alt. Du vælter rundt, bliver kastet frem og tilbage. Ingen anelse om hvilken vej er op. Du er under bølgen. Under dens nåde. I de korte (lange) sekunder du ligger under den, er den din herre. Det er intet du kan stille op. -Kun holde munden lukket og beskytte hovedet for eventuelle flyvske surfboards. Adrenalinen pumper. Du kommer op. Trækker vejret. Prøver igen. Og igen. Og igen. Og igen........
Det er nu tidlig morgen her, og vi sidder i bussen på vej til Byron Bay. Jeg er godt træt. Har i løbet af de fire dage på surf campen, opdaget muskler jeg ikke anede jeg havde. Surfeventyret er dog ikke slut, og der vil komme en del 2 til denne blog ... Vi er færdiguddannede nu og får ikke mere undervisning i denne omgang - nu står vi på egne ben! -I Byron ... en af Australiens absolut mest berømte surfbyer .. måske endda en af verdens mest berømte! -Men mere om det i næste blog, hvor jeg på bedste vis også vil prøve, at give jer et indblik i en surfers typiske hverdag.
Savner jer alle!
/S
Abonner på:
Opslag (Atom)
