Kapitel 10 - "Touring Cape Trib"

12:37 min tid - 04:37 jeres tid .. 8. oktober

Jeg er ikke syg længere og det er rart. Jeg tror det var en kombination af stille læseaftener hjemme i sengen på hostelet, sund(ere) mad og massere af vitaminer, som gjorde udslaget, og skånede mig for en langsom, pinefuld feberdød. Det var desuden også en vældigt godt timet pause fra øl og hornmusik på Cairns' clubs og barer - som far, så faragtigt, påpegede over Skype her den anden aften, så var det nok i virkeligheden disse byture, som sengelagde mig til at begynde med. Han har nok ret.

Fra hektisk, energisk backpackerliv i Cairns til paradislignende, sjælehvilende regnskovs-get-away. -Vi befinder os nu i Cape Tribulation! -Det tætteste vi kommer på paradis på jorden .. Vi har forladt Cairns og er kørt nordpå, op i regnskoven. Det var ikke rigtigt planlagt, da den eneste måde vi kunne komme derop var med en dagstour, og den slags er DYRT. Desuden har vi fået nok af guidede ture - det er ofte ret hektisk .. "Jep folkens, vi har lige tid til at i kan gå ned på stranden og tage et par billeder, men så skal vi også videre" - den slags ture ... jeg tror i ved hvad jeg mener.. Muligheden opstod dog pludselig, da vi mødte et par venner, tilbage fra outbacktouren. De havde lejet en stor campervan og havde planer om at tage en 3 dages chillertur til Cape Trib - lige noget for os, og da der var massere af ekstra plads i camperen hoppede vi straks på. -En rigtig, rigitg, rigtig god beslutning! -Tænk sig, vi havde nær forladt Cairns og rejst sydpå, uden at opleve denne helt unikke nationalpark.

Tropiske bountystrande - den ene smukkere end den anden - ligger som perler på en snor op langs kysten. Så vidt jeg er informeret, er dette den eneste regnskov i verden, som grænser helt op til havet. Forestil jer dette: I går igennem tæt skov, med lianer overalt, hængende ned fra træerne. Da skoven er så tæt kan i ikke se særligt langt frem, men lyden fra havet er ikke til at tage fejl af - i er ved at være tæt på nu. Jo længere i kommer frem åbner skoven sig, og pludselig kan i skimte vandet. Synet i bliver mødt af er af drømmeagtig karakter - en strand så smuk, som strande kun er i drømme og på billeder - men i er her. Det hele er virkeligt. Sandet, så hvidt som sne. Vandet, så blåt som kun vand i troperne kan være. "Azur". -Ordet giver pludselig mening. Palmerne, som hænger dovent hen over sandet, giver god skygge fra den bagende sol, og skulle du blive tørstig er det enkelt at hakke toppen af en kokosnød. 50 meter fra kysten starter revet med koraller, farver, tropiske fisk og hvis du er heldig, kæmpe hav skildpadder. Der sidder jeg lige nu og skriver denne blog. De andre 3 ligger nede i vandkanten - bare det var mig, men kan ikke gå i vandet ........

Ud for Thornton Beach i Cape Trib ligger der en lillebitte ø - ikke mere end 300 meter ude. -Med andre ord, blot en rask svømmetur for et par friske dudes som Hede og mig. De første 100 meter blev hurtigt tilbagelagt, da det blev langsomt dybt, og der var sandbund at gå op. Herefter begyndte revet, og vi måtte svømme resten af vejen - intet problem. Pludselig - som et lyn fra en klar himmel - kom en stor stime flyvefisk, flyvende ud af vandet, og dykkede hurtigt ned igen. Der må have været mindst 20 fisk. Kæmpe chok! ..Hvad flygtede de fra? -Prøvede at blokere tanken. 150 meter fra øen. Vandet var meget roligt og bølgerne vuggede mere end de rullede - nemme forhold for svømning i havet. Godt halvvejs over revet svømmede vi forbi en stor havskildpadde, som var kommet op til overfladen for luft. -Utrolige væsener, blev endnu engang vildt fascineret og beæret over at kunne svømme sammen med en ... Kursen blev dog ikke ændret - stadig direkte mod øen. Farten sat lidt op ... var der andet end flyvefisk og skildpadder i dybet?

Øen i syne - 25 meter - og vi kunne nu bunde på de glatte sten under vandoverfladen, omkring øen. Efterhånden som vi kom tættere på øen, blev stenene og muslingerne derpå, skarpere og skarpere, og før jeg kom i land blødte det en hel del fra rifter på både fingre og tæer .. Blod i vandet. Need I say anymore? -Hajer! De bæster kan lugte blod på flere kilometers afstand. -Vi vidste det begge.... men snakkede ikke om det..... Foran os lå en 300 meters svømmetur, før vi kunne gå i sikkerhed oppe på stranden....

Efter en kort udforskning af den lille ø (mest for at finde et bedre sted at svømme ud fra, end der, hvor vi gik i land) begav vi os tilbage mod stranden, hvor Linda og Pascal - vores to tyske venner - ventede på os. Stadig blødende, prøvede jeg så vidt muligt bare at fokusere på at svømme hurtigt og ikke miste kontrollen. Svømmeturen ud havde ikke været særlig fysisk hård. Turen tilbage var en anden sag. Det var som om understrømmen trak mig tilbage ud mod øen og det åbne hav. Lagde flere kræfter i. Fysikken, presset til det yderste. Psyken, i laser. Flere gange sværger jeg, at jeg ramte noget med mine fødder. Det kan have været hvad som helst. Det kan have været ingenting ... det kan have været en.... Det virkede som timer, før vi endelig nåede stranden. En grænse var blevet overskredet.

Senere samme dag snakkede vi med en mand på et turistinformationskontor. Da vi spurgte ham om der var hajer ud for kysten omkring Thornton Beach, svarede han: "Jada, jeg har en ven som blev angrebet fornylig ... de er dog ikke særlig store, kun omkring en meter. -Det er ikke værre end at blive bidt af en bidsk hund! ... Jeg ville dog ikke svømme på Thornton - der er krokodiller der.......". -Ved ikke om vi var heldige eller om det i virkeligheden var sikkert nok at svømme der - under alle omstændigheder slap jeg med et par flænger under mine fødder og på mine fingre. -Derfor går jeg ikke i vandet i dag - har renset sårene og nu holder jeg dem bare tørre, så de kan hele i en fart.

...

Livet i en campervan er fedt ... Upraktisk, besværligt, trængt, varmt, koldt, lugtende .... men fedt, og meget anderledes end vores tidligere ture. Det er friheden, som gør det - du er sgu din egen herre. Selvom vi har været på nogle gode kvalitetsture, hvor der har været massere tid til at gå på oplevelse på egen hånd, så har der altid været en tidsplan, som skal overholdes. Det har sine fordele, men det har nu været cool at prøve det stik modsatte.

Den første aften fandt vi en åben plads langs med en af de uendelige jordveje midt i regnskoven, og slog lejr der .. Det er vidst ikke helt lovligt sådan bare at campere, hvor man vil - men vi gjorde det. We are the young rebels of our generation. Ung vilddom! ...Desuden kommer der ikke mange rangers kørende forbi efter mørkets frembrud...... -Camping midt i regnskoven, midt i ingenting - du er i verdens centrum. Det føles som ultimativ frihed, og den fornemmelse gør spagettikogning over et svagt gasblus til en fed oplevelse. 4 mennesker om 3 sengepladser er lige pludselig hyggeligt i stedet for trængt og irriterende og når vi skal i bad, gør vi det i et vandhul eller i havet eller lader helt være - vi lugter alligevel allesammen. Det' camping.

...

I aften er vi tilbage i Cairns - dog kun for en enkelt nat, så går turen videre. -Eventyret lever, og vi kaster snart mere brænde på bålet - er glad for at i følger med.


Savner jer!

/S