Kapitel 11 - "Freefalling i Mission Beach"

13. oktober

Vi sprang ud fra et fly i går... ... ... ...hvordan fortsætter man sådan en sætning? -Har prøvet et par gange nu, men har gang på gang måttet slettet mine ord og begyndt forfra. Vi sprang ud fra et fly i går. Vi sprang ud af et fucking fly ...

Ved ikke hvad jeg havde forventet. Det ultimative adrenalinsys? -Sikkert, men det var det ikke. I dag, hvor oplevelsen er begyndt synke ned, sidder jeg her med en underlig, halvnervøs fornemmelse i maven. Hvorfor? -Fordi det føltes helt naturligt og ikke rystede mig det mindste, at fritfalde med 225 km/t i over 60 sekunder, fra 4½ kilometers højde. Dét er sgu da grotesk. Jeg er ikke normal .. Er ikke skuffet over oplevelsen - tvært i mod! Det var en årelang drøm, som endelig blev realiseret. Og fuck, det var fedt ... alligevel er jeg dog lidt nervøs på mine egne vegne - burde jeg ikke have følt suset, som alle snakker om? ...........

Har igen lært noget om mig selv .. har igen skræmt mig selv .. og kommer sikkert også til at skræmme mor og far halvt af livet, med disse ord: Jeg er afhængig af frygten og faren. -Hvorfor skulle adrenalinen begynde at pumpe i mit blod, når jeg ved at der ingen fare er på færde? De fortalte os i bussen ud til flyvepladsen, at der var større risiko for at vi kom til skade på vejen derud, end på vej ned igennem skyerne. Hvor blev det ekstreme lige af? ... -I ryster garanteret på hovedet. Med god grund - det kan jeg sagtens se og forstå. Man skulle næsten tro, at oplevelsen alene ville være ekstrem nok, men det var den ikke. Fareelementet spiller en kæmpe rolle for mig, det ved jeg nu. Jeg vil sidde på førersædet! Jeg vil ikke bare være passager.

Ved ikke....... Kan være, at det blot er fordi det hele ikke er gået op for mig endnu. Det er trods alt lidt syrealistisk ... svært lige at rumme inde i hovedet. Oplevelsen ville helt sikkert have været 100 gange mere intens, hvis jeg havde sprunget alene. Det, der er med tandemudspring er at du jo ikke er ansvarlig for noget som helst, og du har en erfaren udspringer bag dig... Følte mig 100% sikker under hele forløbet - det budre være en positiv ting, ikke? ...........

...

Vi er i Mission Beach nu. -En af de der byer, som har fået en stor prik på landkortet, men ikke er større end en mindre provinsby i Danmark. Endnu engang bliver vi mindet om, hvor få mennesker, som deler dette kæmpe kontinent. 20 millioner mennesker om et areal, som er større end Europa. Der skal ikke mere end en lille kiosk og en bottleshop til, for at en by kvalificerer sig til en sort klat på kortet. Her er fedt, meget chilled. Vi bor på et lille (!!), familieejet hostel, som kun består af to sovesale og seks mindre værelser. Alle kender hinanden, ligegyldigt om man har været der 2, 10 eller 60 dage! .. Generelt har de små hostels været de fedeste på vores nu 2 måneder lange eventyr. Det her er dog helt specielt - det er stemningen og atmosfæren, som tilsammen giver mig en helt klar fornemmelse af at det bliver underligt, at skulle forlade det igen. Det er svært som backpacker at føle sig hjemme nogle steder på rejsen. Her er vi dog tæt på, og det er fedt. Her er det godt at slappe af, skære lidt ned på festerne og lige genfinde sig selv, før man rammer den næste storby og det næste store, hektiske hostel (hvilket også er prima).

Lige nu nyder vi det bare her. Vi lavede bål på stranden her den anden aften og det meste af natten. Hele hostelet var der! Der er noget magisk over sådan en aften, og det vi danskere siger med, at "hygge" kun findes hjemme i det rød/hvide, det kan vi godt pakke sammen med. Det viser sig, at canadierne kender til det, tyskerne kender til det, hollænderne kender til det, amerikanerne kender til det, nordmændene kender til det, de "lokale" australiere kender til det ... selv briterne kender til det!! Det er sgu overalt. Hyggelige, magiske eventyr ... "Bål på stranden" -Man smiler, gør man ikke?

Savner jer!


/S