Kapitel 18 - “Schoolies (and toolies) in Paradise”

20:27 min tid – 10:27 jeres tid

Der er i dag præcis 3 uger til vi skal hjem. Vi er i Byron. Tilbage i Byron.

… …

…………………Kan i huske den sidste blog jeg skrev i Østrig? –Nej, vel? However, hvis i nu lige læste eller genlæste den ville i blive mindet om mine følelser fra dengang. –Hvordan det hele rodede rundt inde i hovedet og om hvordan rodet skabte en kæmpe skriveblokade.

Jeg ved det ikke. Men måske. Jeg tror ..er jeg i samme situation nu? Der er intet jeg hellere ville end at skrive til alle jer derhjemme. Jeg ved i læser min blog og at i altid ser frem til nye kapitler. Derfor prøver jeg desperat på at fange nogle tanker fra tankevrimlen. Jeg førsøger. Hver gang det næsten lykkes og jeg kommer i gang med en sætning laver jeg stavefejl, retter mig selv, og har med ét glemt hvordan ordene skulle hænge sammen. Glimt af ideer. Nu døde ideer.

Rejsen er snart slut. 3 uger. Fucking 3 uger. Bittesmå 3 uger.

1000 km/t. –Så hurtigt flyver tankerne oppe i mit hoved lige nu. Og jeg rager og famler og prøver at definere noget som giver mening. Men jeg gentager mig selv igen og igen. Og jeg sletter. Igen og IGEN. Fucking igen.

Okay. Jeg prøver.

Bliver det godt at komme hjem? Ja. Nej. Jeg er forvirret.

Hmm..

Derfor vil jeg hjem:

Eventyret – et nyt et, altså – ligger og venter når jeg kommer hjem. Som nogle af jer måske ved, så tager jeg til Amsterdam og bor med Moniek i hendes lejlighed. Det bliver relativt kort tid efter nytår. Fuck jeg glæder mig – og fuck hvor er jeg glad og stolt over at vi har overlevet disse måneder, hvor vi har været væk fra hinanden. Det er et forhold mod de fleste odds, men et forhold som lever! Snart et år nu. Det vildt …

… Desuden savner jeg familien samt det at have et hjem. Har været hjemløs længe nu, og ugen hos Gibsons i Brisbane lukkede sgu lidt op for hjemveen. Det er underligt pludselig at være tilbage i en hostelseng igen.

De halvoverfladiske monotone backpackersamtaler er jeg sgu også ved at få nok af! Det er fedt at møde mennesker og høre hvem de er, hvor de kommer fra og hvor de har været – og tit og ofte møder du bestemt også folk som er oprigtigt interessante. Men… Har bare mødt en milliard nu, og kan ikke rigtigt rumme mere (..or else I just don’t give a shit anymore, hvilket er en skrækkelig ting at sige) . . .

. . . Jeg er også ved at løbe tør for penge . . . Eller rent teknisk set har jeg stadig penge, men er ved at være der nede hvor det gør ondt for Simon Krabbe. …Jeg vidste det egentligt godt før jeg tog herned …… men alligevel. Sådan er Simon Krabbe. Må finde mig et job i Amsterdam (..har du ideer eller kontakter SÅ SKRIV!).


Derfor vil jeg blive:

Tja, i har jo selv læst med på bloggen. Australien er et utroligt sted, og jeg er slet ikke kommet tæt på at afsløre alle kontinentets hemmeligheder. Eventyrtørsten er ikke blevet slukket. –Tilfredsstillet for en stund, men ikke slukket.

Kan godt bruge en pause nu. -Få en dagligdag i Amsterdam med Moniek (får en sommerfuglefornemmelse i maven hver gang jeg tænker på det. Det er rart)…

… Kommer til at savne livet. Livsstilen. –Fordi den er lige mig! Jeg er australier, uden tvivl! (..Det siger alle, som har været her!). Jeg kommer til at savne så uendeligt mange ting, og havde det ikke været for afstanden til mit hjem, så havde dette været stedet jeg slog mig ned! –Og jajajajajajajajaJA! “Det er kun en flyvetur væk” – men det er det jo ikke “bare”. Det er ikke en flyvetur man bare lige tager hver anden eller hver tredje weekend (eller måned, for that matter)! –Ikke at jeg tror jeg kommer til at hænge ud på Seglen 33 hver eneste weekend resten af mit liv – men det er rart at have muligheden. Der er ikke langt fra Århus eller København – eller Amsterdam for den sags skyld! Australien ligger bare for langt væk for Simon Krabbe.

Jeg synes om at rejse og ja, her kommer superclichéen over dem alle – AT REJSE ER AT LEVE .. og jeg er i den grad et levemenneske. Ud at se nye steder – blive overrasket og fare vild! ..At fare vild – er i klar over hvor vigtigt det er? Vi er her inde at røre ved noget at det vigtigste og mest essentielle ved at være menneske. –Et frit menneske!

Det handler om den attitude du stirrer livet i øjnene med. –En attitude, som fortæller at du er klar til at bevæge dig ud, hvor du risikerer at fare vild, og at du er parat til at finde dig selv på steder du aldrig havde troet du skulle finde dig selv …

Jeg tror ikke dette er en særlig normal følelse længere. Den kan være ret så skræmmende.

–Specielt i et samfund som vores, hvor vi fra alle offentlige sider, med lynets hast, bliver pacet frem mod et system, som i langt de fleste tilfælde, kun går ad kendte veje – veje, hvor man ikke bliver væk. (Det kan godt være at jeg her snakker om noget, jeg ikke helt har forstand på. -Tja, det er jeg egentlig ret god til…) … … Vi har kort, vejvisere, veje, manualer og guides til alverdens slags overlevelse. Dét er underlevelse, folkens. -Alt sammen psykologiske og fysiske regler, kriterier, råd og ordrer til at holde os til allerede veltrådte stier … hmm … Når du derimod begynder at bevæge dig væk fra disse stier, så kan du begynde at tænke frit. –Så er du et frit tænkende menneske … Jeg vil ønske at jeg engang kan kalde mig dette, men jeg tilhører unægteligt en kultur som insisterer på ikke at fare vild. Derfor er det så vigtigt at rejse, at leve og i ny og næ, at fare vild.

Derfor vil jeg ikke hjem selvom jeg gerne vil hjem. Jeg er stadig forvirret.

…

Jeg begynder forfra. Hold kæft en afsporing.

…

Kapitel 18 - “Schoolies (and toolies) in Paradise”

22:04 min tid 12:04 jeres tid

Vi er tilbage i Byron Bay. Hvorfor? -Fordi det er en af de fedeste byer på Østkysten. Ret enkelt. Mere om Byron i næste blog. Den her handler om Surfers Paradise – jep, det hedder byen. No kidding.

Vi forlod ikke helt Gibson-familien da vi forlod Brisbane. Ser i, Amy – familiens yngste – er lige blevet færdig med skolen og ligesom hjemme i det grønne, så har de her tradition for at drikke sig stive og feste efter sidste skoledag.

Den mest indlysende forskel på disse to fester må siges at være at de her ikke kun nøjes med en enkelt dag, nej, de snupper sgu en hel uge. Derhjemme tog vi tog til Løvel Halbal, her tager de en uge til Surfers Paradise… Hmm…

Der skal ikke en superskarp hjerne til at se urimelighederne ved denne situation, og beslutningen var derfor ret nem at tage. -VI TAGER TIL SIDSTE SKOLEDAG (igen)! Off to “Schoolies Week” i Surfers sammen med Amy og 30.000 andre 17-årige, bikiniklædte, fulde schoolies… Tør den hage for savl, Lars Krimi! –Har du ikke kæreste på for tiden??!

Nu er vi jo lidt ældre, og bliver derfor refereret til som “toolies”. –En slags tabere, vidst nok. Meeeen, man skal vidst være lokal - eller i hvert fald ægte australier - for at være en rigtig toolie.

…

Det tog ikke mange aftners fest sammen med alle de der schoolies, før vi måtte indse at disse tider langsomt er løbet fra os. Altså, vi kan godt følge med, men næste dag… Det gør sgu lidt ondt! … Ja, enten det, ellers så har ungdommen bare ændret sig. Jamen altså, jamen altså – ungdommen nu til dags. Hvad vi ikke var vidner til på gader og stræder. -Yderst ukristelige scener blev vi gang på gang konfronteret med. Ja, det knapt så jeg stadig ryster blot ved tanken.
..Okay – det var fedt ;) –Vildt fedt! ..fedt at være 17 igen, og fedt igen at feste som en 17-årig! Det var sgu dengang vi ikke kunne komme ind på natklubberne, og derfor festede sammen, hjemme hos en af drengene eller pigerne! Det var tider. –Rart med et flashback.

…

“Surfers Paradise” .. man skulle tro det var en surfers paradis, skulle man ikke? –Det er det ikke helt. Surfers er en kæmpe touristby fyldt med skyskrabere blandt mindre højhuse. –Alle sammen hoteller eller ferielejlighedskomplekser. Strandene er fine, men damn, ikke nær så fine som mange af de andre surfstrande vi har været på efterhånden. Ergo – ikke helt en surfers paradis … det betyder dog ikke at vi ikke var ude at surfe!

Selv efter vi havde vinket farvel til Marion og Garry fortsatte de med at hjælpe os og arrangere tingene således at vi kunne have så fed en oplevelse som muligt. Marions nevø, David, havde planlagt et surf-roadtrip nede omkring Surfers Paradise – og vi var blevet skrevet på listen. Kanon! Turen gik først til en lokal strand, hvor vi ikke blev længe – bølgerne var ikke prima og stranden var fyldt med hunde. Vi fandt senere ud af at dette er den eneste strand i området som tillader hunde – og vejret var godt så samtlige hundeejere i Queensland havde taget samme beslutning og kommet på stranden med køteren.

Videre til Cullungatta, som eftersigende skulle være en ret berømt surfstrand. –Verdensmesterskabet i surfing havde faktisk en afdeling på netop denne strand i år! –Ret fedt. Det blev dog ikke til meget surfing der, det var meget vind og det er sgu ikke helt optimalt. Vi blev alligevel hængende der til omkring klokken 18, hvorefter vi tog tilbage, hjem til Surfers.

Det var nogle fine dage vi havde med schoolierne – nogle dage vi ret sent vil glemme, no doubt about it.

…

And there you have it. En “så-gjorde-vi-det-så-skete-det-beretning”. Bræk. Lige præcis den slags beretninger jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville bringe jer på denne blog. Sorry, folks. Det var alt jeg kunne finde frem denne gang.

Savner jer ret meget. Det er derfor.


/S