08:06 min tid – 00:06 jeres tid (6. november)
Vi er hjemløse. –Eller hostelløse for at være præcis. Vi sidder lige nu i en bus på vej til Noosa og prøver desperat at finde et sted at overnatte før mørket om 12 timer falder på. Det ser sort ud. I værste fald må det blive en overnatning under stjerne. –Normalt ordner vi den slags på forhånd, men det nåede vi ikke denne gang – så nu er vi i knibe. Tre hostels har afvist os indtil videre – ingen ledige senge. Vi har kun et par muligheder tilbage at… Vent, nu sker der noget…
…
Vi dropper Noosa. Kursen er nu sat mod Mooloolaba – en lidt mindre by længere nede syd på …… Og jep! –Vi er kommet ind på det første hostel vi ringede til! Prima. Vi ånder lettede op.
…
Rainbow Beach kom og gik – med stil! Det var den sidste mindre (lands)by på vores rejseplan, hvilket vil sige at vi fra nu af, forhåbentlig, har mobilsignal og internet turen ud – en ting, vi selvfølgelig sætter ret stor pris på. Det er dog også med en anelse vemod at vi siger farvel til den del af eventyret. Ser i, de små byer vi har besøgt op ad østkysten har haft et eller andet udefinerbart over sig. –En følelse, en fornemmelse, som de store byer ganske enkelt endnu ikke har formået at give os.
Det er svært at forklare lige præcis hvad “det” er, men for at sætte et par ord på kan jeg bedst beskrive det som en følelse af at være en del af et samfund, frem for et samfund man blot besøger. Generelt er folk venlige og imødekommende over hele kontinentet, men i de små byer når det alligevel andre højder – og det vil vi savne! For at give et kort, men godt, eksempel så tag bare en oplevelse jeg havde for nogle dage siden i Rainbow Beach. Jeg var inde i en butik, havde købt en t-shirt (den var sat 20% ned – yes!!), og mens jeg står og betaler siger jeg; “Great store you’ve got here”. Manden, der i midler tid stod ved siden af damen jeg betalte ved, kom straks over og sammen begav de sig ud på en 10 minutter lang historie om, hvordan de sammen åbnede butikken engang i midt-80’erne og om hvordan den har udviklet sig igennem årene. -Det var egentlig ikke fordi det interesserede mig så voldsomt, men jeg lyttede alligevel og kom med begejstrede input. Oplevelsen blev speciel og en jeg vil huske. Én af mange ... Dét var ikke sket i en større by. Beboerene her interesserer sig og tager sig tid – selv til en tydeligvis ikke-lokal, men rejsende backpacker som mig.
Nu er vi taget videre mod noget andet, som uden tvivl også vil vise sig at være cool. Hvert sted udmærker sig på hver sin unikke facon, og gud hvor er jeg taknemmelig for at jeg er her, oplever dette og har gjort mig denne erfaring. Det handler bare om at åbne øjnene, og inden længe har du gode historier og oplevelser at tage med videre på rejsen. … … Hmm, Alice Springs var måske en undtagelse. Kan selvfølgelig være jeg blot ikke evnede at åbne øjnene for hvad end der var at se …… naaah, den by rummer sgu bare ikke bedre eventyr end dem der er at finde i en septiktank!
…
Oprindeligt kom vi til Rainbow Beach, da det er derfra man har adgang til verdens største sandø, Fraser Island. –Et sted vi da i hvert fald ikke ville gå glip af. Der er ingen rigtige veje på Fraser, kun strande og skovveje – eller, helt sandt er det heller ikke.. Der er nogle få samfund rundt omkring på øen, som har asfalterede veje, men der er ingen rigtige veje, som fører dertil. Derfor havde vi booket os ind på en selvguidet firhjulstrækker-safaritur. 3 dage, 2 nætter, sammen med 9 andre unge i en kæmpe truck – garanti for eventyr .. og god fest!
Jeg har aldrig prøvet at køre firhjulstrækker før, og da slet ikke med rattet i den forkerte side af bilen – og min ilddåb blev en voldsom en af slagsen. På førstedagen satte vi kursen op ad stranden mod en af verdens smukkeste søer, Lake McKenzie (skal nok snart få taget mig sammen og få uploadet billeder) ... Et par kilometer før afkørslen til søen kom jeg til rattet! Gudskelov, nåede jeg lige at blive gode venner med gearkassen, og bilen generelt, før jeg blev kastet ind på et voldsomt offroadmareridt af dimensioner jeg knapt tør tænke tilbage på. -Hvordan udlejningsfirmaet tør kaste totalt nybegyndere, amatører, direkte ud i den slags strabadser, det er mig ubegribeligt. Men jeg gjorde det. 27 kilometer i alt før vi igen var ude på stranden … okay, jeg nød det sgu også lidt! Det er fedt at sidde med så voldsomt mange heste under din højre fod. Der var ingen grænser for hvor denne “bil” kunne tage os hen. Det blødeste sand i verden var ingen udfordring. Grænsen går kun der, hvor førerens evner svigter. Jeg forelskede mig sgu i den tank – må have mig en når pickle-teori-millionerne engang begynder at rulle ind.
Denne tour var meget anderledes end de andre lignende toure vi har været på ude i outbacken. Den væsentligste forskel var selvfølgelig at vi denne gang ikke havde nogen guide på slæb, og kunne derfor tage vores egne beslutninger om hvordan dagene på Fraser skulle se ud. På den anden side var der så lige pludselig 11 personer om at tage beslutningerne, og dette kan sgu også godt spænde ben for et par ting eller tre. En del af gruppen vil en ting, en anden del af gruppen vil noget andet – og før diskussionen er færdig har vi lige pludselig ikke tid til nogle af delene. Dette skete dog heldigvis kun en gang .. heldigvis.
Glæder mig til at vise jer billeder fra Fraser! –Men som i sikkert ved er vi lidt bagud med upload-processen og der er en del billeder, som skal uploades før disse … endnu en gang, jajaja, jeg skal skal nok tage mig sammen. I bedste fald er vi up-to-date på fredag. Kryds fingre folkens.
Savner jer (stadigvæk)
/S
Ingen kommentarer:
Send en kommentar