Kapitel 14 - "When we're ankered we get wankered!"

00:31 min tid – 08:31 jeres tid (28. oktober)

Det regner i Airlie Beach. –Hvor deprimerende det end må lyde, så er det faktisk rart nok med en pause fra non-stop bagende sol. Desuden er det ikke den slags efterårsregn som I, i øjeblikket oplever hjemme i kolde, våde, grå Danmark – nej, det er stille, langsomtfaldende, fantastisklugtende sommerregn. Fredfyldt og mediterende, er det, at sidde på altanen og se på, dufte til og lytte til. Regn i Airlie – den bedste regn i verden. Det er aften, og jeg er træt – det har været et par lange dage. Smutter sgu i seng. Skriver færdig i morgen.

12:46 min tid – 03:46 jeres tid (29. oktober)

Ud for Airlie ligger den vidtberømte og meget velomtalte øgruppe, The Whitsundays. –74 små, tropiske øer – nogle af dem med de hvideste, blødeste sandstrande i verden. –Der har vi været på eventyr.

Tilbage i Byron Bay kan i måske huske at jeg, på auktion, købte en billig dagtur på revet udfor Cairns. I den forbindelse købte og bookede vi også en masse andre ture og aktiviteter – mange af de ting i har læst om på denne blog. Fordelen ved at gøre det på denne måde, er at man sparer en masse penge. Pengesparring og gratistingopkrævning er to discipliner vi ville kunne score olympisk guld i efterhånden. Men altså, en af de ture vi dengang bookede var et 2-nætters cruize på Tongarra – en katamaran, med plads til 21 (festglade) mennesker! Da vi bookede pladserne, vidste vi egentlig ikke helt hvad vi gik ind til – det var først da vi kom til Airlie og snakkede med en fyr, der arbejder i en touristinformation. “Yea, guys you have something to look forward to! This is the fucking loudest boat of The Whitsundays! It’s an awesome party!” … “Fedt nok”, tænkte vi, “det skal nok blive en oplevelse” – og det blev det!

Stilen fra crewet på båden blev sådan rimeligt hurtigt lagt for de kommende par dage – faktisk allerede før vi kom om bord. –Det første, fyren - “Binkie” - som hentede os fra kajpladsen, spurgte os om var: “Have you guys got enough alcohol for two days?”, folk nikkede og et par mente at de måske endda havde for meget. “Trust me …”, sagde han, “YOU DON’T! ..GO BUY SOME MORE!”. Han var sgu en personlighed. Tror bestemt han har været lidt for meget til søs, og lidt for sjældent på land, på det sidste … Herefter fortsatte det ellers i samme stil. –Tag for eksempel skipperen. Hun bød kort velkommen, fortalte lidt om båden, kort om nogle sikkerhedsregler og herefter mindede hun os ellers om at; “when we’re ankered we get wankered!” … Tja – kaptajnens ordre!

Tongarra er en ret lille båd, sammenlignet med de ca. 70 andre både, som sejler rundt med tourister på The Whitsundays, og kan derfor ikke have så mange mennesker med. -Dette resulterede selvfølgelig i, at vi hurtigere kom til at kende hinanden, og gruppen blev godt og grundigt sammentømret. Der var lagt op til en rigtig god første aften!

Efter en vældig smuk solnedgang, lagde vi til ved en anden båd, i en smal passage mellem 2 øer. Der var vandet blikt og roligt, hvilket tillod at bådene kunne ligge helt op ad hinanden og vi kunne gå frem og tilbage mellem dem. Pludselig var festen dobbelt så stor. Der gik dog ikke længe før hele mandskabet fra den anden båd sad på vores dæk (da vores båd var en katamaran er dækket stort og fladt – som et stort dansegulv). Fest til søs er en anderledes fest. Det vugger let, og man føler sig fuld længe før man egentlig er det. Over dig er stjernerne, månen, og rundt om dig, til alle sider, er vandet, hvori himlen reflekteres og lyset derfra bliver kastet rundt af de små bølger. En perfekt scene.

30+ kasser Goon, nogle ret obskure drukspil og ? nattetimer senere, var alle faldet om, midt på dækket. Der var blevet lagt madraser ud og folk havde fundet soveposer frem. Der sov vi, på vandet, under stjernerne.

Regnen kom ud på natten. Kravlede lidt dybere ned i soveposen og ignorerede det – ligesom langt de fleste andre.

Selvom det virker ret åbenlyst, så kan jeg fortælle jer, at bølgegang på åbent hav ikke er jordens bedste tømmermændskur. -Og tænk sig, det viser sig yderligere, at tømmermænd og søsyge er en yderst ubehagelig cocktail! ..en omgang snorkling og noget morgenmad bragte dog situationen en anelse under kontrol. -Det er fedt på disse ture – der er altid massere af mad! –Mere end man kan spise (!!!), hvilket efterhånden er ved at være en sjælden fornemmelse. Der var cornflakes, müsli, meloner, toast og diverse pålæg. –Det i kontrast til en diæt, som ellers normalt står på nudler. Morgen. Middag. Aften. –Hvis altså ikke der ligger en Subway eller McD i nærheden.

Kom dog først helt over tømmermænd og søsyge da vi blev sejlet i land, til 4 timers afslapning, på White Haven Beach. -Verdens fineste, hvideste, blødeste, smukkeste sandstrand. Det var som at gå på flourmelis. Og vejret var tilmed med os! Solen kom frem, og blev fremme! Og vandet var blåt! –Mere end i Cape Trib. Det er det reneste sand i verden, man finder her på denne strand. Da NASA skulle lave det kolonorme spejl til Hubble-teleskobet hentede de sand på denne strand til støbningen. Så rent er det! Så det engang på Discovery Channel, og tænkte “der vil jeg hen en dag”. Nu har jeg været der – og har taget en lille smule sand med hjem. Men SHH! ..det må man nemlig ikke ;) –Synes bare jeg vil vise jer det derhjemme. Sandkornene er så små at man ikke engang kan se dem. Seriøst.

Det blev aften, og festen var noget mere afdæmpet denne gang. Folk var sgu trætte efter braget af en fest, aftenen før, og gik derfor rimeligt tidligt i seng.

På 3. dagen satte vi igen kursen mod Airlie Beach - endnu en oplevelse rigere.

Bålet brænder.

Savner jer! ..and congratz on the exam, babe ;)

/S

Kapitel 13 - “Life on Maggie”

21:23 min tid – 13:23 jeres tid (24. oktober)

Jeg så noget irriterende på gaden i dag. Vi - Hede og mig - var ude og se på butikker, da vi kom forbi en internetcafé. Bag det store glasparti, ved siden af døren, havde de sat et skilt op. På dette skilt var påtrykt en masse forskellige nationers flag. Ud for hvert flag stod ordet "Velkommen" skrevet, på hver nations respektive sprog - Der i blandt det danske flag, samt ordet, Velkommen. So far so good, men det er nu det begynder at gå skævt, folkens - fordi under dette, med mindre bogstaver, stod der skrevet hvad hver nation var kendt for. Ved Finland, for eksempel, stod der "Nokia". Fair nok - jeg havde måske tilføjet The Dudesons og H.I.M.. Ved Sverige stod der "IKEA och Volvo" - hvilket på sin vis også må siges at være fair. Ud for Dannebrog stod der "Lego". Og det .. er sørgeligt...tamt og sørgeligt!..... I tænker måske, "herregud, Simon, slap af". –Eller måske føler i præcis ligesom mig. Det irriterede mig. Godt og grundigt. Dér, på gaden foran internet caféen, gik det op for mig, hvor dansk jeg egentlig føler mig - og hvor stolt jeg er af det! ... Er det virkelig dét vi er kendt for her på den anden side af jorden? -Og i så fald, er det ikke ved at være på tide at nogen spænder hjelmen og udretter noget, som kan skubbe lego bare lidt ned af listen? -Sure, vi startede Muhammed-krisen - well done, Frank Hvam, din klovn - men det er ikke ligefrem store ting i den dur, jeg tænker på. Det skal være noget, som kan gøre Danmark stolt og det skal være så stort, at det kan nå hele jorden rundt.

-Bolden er nu givet op, og skal jeg være ærlig så er idéen sgu god! -Lad os sammen lægge hovederne i blød, og sætte Danmark på verdenskortet for noget federe, smartere, mere respektfuldt end fucking Lego! Hvis i, mine fantastiske læsere, nu spreder dette budskab til jeres familie, venner, bekendte og de gør det samme - så har vi inden længe en 6 millioner hoveder stor tænketank. -Garanteret success, mon ikke?!

...

Vi er i Townsville, og det er vi for at få laddet storbysbatterierne op efter nogle fantastiske, men afsides, uger i Mission Beach og på Magnetic Island. Vi nyder endelig, igen, at have mobilsignal, internet, supermarkeder, McDonalds, Subway og bare generelt liv på gaden. Townsville er ingen "storby" - tror faktisk Viborg er flere gange større - men den er stor nok til at føles stor ...... hvis i ved hvad jeg mener.

Kun en kort færgetur fra Townsville ligger Magnetic Island - eller "Maggie", som øen bliver kaldt på disse kanter. Som lovet får i her et par beretninger fra vores eventyr på dette smukke island-get-away. (Ingen halsbrækkende eller direkte livstruende oplevelser denne gang – du kan trygt læse videre, mor – heh!)

Det, som i første omgang bragte os til Maggie var det billige dykkerkursus, som øens største hostel tilbyder. -Det skulle eftersigende være østkystens billigste sted at tage dykkercertifikat, og da vi bestemt ville nå at dykke på The Great Barrier Reef, var det en nem beslutning at rejse dertil.

Selve kurset var et 4 dages kursus, hvoraf de første 2 dage bestod af en masse teori og dykkertræning i hostelets tropiske, palmeomringede swimmingpool. Har efterhånden brugt ordet, "paradis" en hel del gange, og er ikke sikker på dette bliver den sidste. Men altså, dette sted var sgu for fedt. HELT ned til stranden, HELT op af regnskoven .... De følgende 2 dage blev brugt i havet - vi var nu kvalificerede nok til at blive sluppet løs derude! ...eller... helt sluppet løs blev vi ikke på 3. dagen, da sigtbarheden under vandet var helt forfærdelig. -Vi kunne knapt se 30 cm.. Det var to meget, ehh, specielle dyk vi havde den dag. -Ret skræmmende faktisk.

Forestil jer, når i kommer ned på 5 meters dybde, uden sigtbarhed, uden evnen til at orientere jer. Det er mørkt og koldt ... i den situation er det svært ikke at panikke lidt, føle sig en anelse klaustrofobisk og paranoid, ikke sandt? .. Der flyver sgu en masse ting igennem hovedet når man sidder dernede på bunden. -Alt det som kan gå galt .. og alt det man skal huske og absolut ikke må glemme, så det netop ikke går galt! .. Åndedrættet flyver i vejret. Du vender hovedet frem og tilbage. Du kan ikke se din buddy. Hjertet slår en anelse hårdere. Er du blevet væk? Er der noget galt? Skal du gå op? ...eller? ....og pludselig ser du ham. -Din instruktør - og han giver dig tegnet til at slappe helt af, og det gør du så. Du føler rundt - og han er der jo, din dive-buddy. Du kunne bare ikke se ham igennem mørket og det grumsede vand. Du får "er-du-okay-tegnet", og du kan nu give "ja -jeg-er-okay-tegnet" tilbage. Det gik jo det hele. Og det var en fed oplevelse!

4. dagen var meget bedre. Sigtbarheden var nu kommet helt op på 2 meter! Ved denne sigtbarhed kunne vi svømme lidt rundt på opdagelse, og vi så en hel del fisk og koraller. Det er ubeskriveligt fedt, sådan at kunne bevæge sig rundt der under overfladen, uden at skulle op for luft.

Inkluderet i kursusprisen var 2 "fun dives", som vi tog dagen efter kurset sluttede. Sigtbarheden var denne dag helt oppe på 5 meter, hvilket selvsagt gjorde disse til de hidtil bedste dyk. Dertil skulle vi ikke længere udføre opgaver og øvelser og havde derfor meget mere tid til at opleve og gå på undervandseventyr.

Efter dykkerkurset er overstået er der ikke meget at give sig til på Magnetic Island -udover at feste og slappe af, selvfølgelig. –To discipliner, vi bestemt er ret gode i. –Need I say more? –Der blev chillet. Der blev festet. Island style!

Hostelet – BASE on Magnetic – er kombineret hostel og natklub, hvilket er to ting, der i sig selv går ret godt i spænd med hinanden (det er dog knapt på ideelt, når man skal tidligt op på dykkerkursus næste morgen – meeen what the hell. Man er vel backpacker). Vi havde sgu nogle fede aftner på BASE. -Der var aftenen hvor alle de fyrer, som klædte sig ud i dametøj, fik billige drinks – hvilket resulterede i nogle yderst bizarre scener ude på herretoilettet. Det er bestemt ikke hver dag man ser en fuldvoksen pumper, i miniskirt og bikinitop, stå og tisse ved pissoiret. -Det er en af de der ting man helst vil fjerne blikket fra, uden det dog er muligt. Bizart.

Aftenen før vi havde planlagt at skulle med færgen tilbage til Townsville mødte vi en tysker – Alex. Cool fyr. Vi aftalte, næste dag at leje en lille bil, og sammen tage ud og udforske resten af den lille ø. -Der skulle være nogle gode strande og en hel del gåture, hvor chancen for at se vilde koalaer var temmelig gode, havde vi hørt. –Det var sgu en god plan, og jeg er glad for at vi gjorde det. Strandende var fine. -Tropiske, med palmer og alt, hvad det ellers måtte høre til – men vi har efterhånden set 1.000.000 strande i samme kategori, og lader os ikke nemt imponere længere, hvilket egentlig må siges at være en skam. Fortryder det helt sikkert når jeg kommer hjem.

Det, som der i mod gjorde denne dag helt speciel og pengene værd, var den sidste gåtur vi tog. “The Forts Walk” – vi havde på forhånd hørt at denne rute ofte bragte folk forbi vilde koalaer – og vi skulle ikke blive skuffede .. Hurtigt inde på ruten stod det rimeligt klart at dem, som tog den var på koala-spotting! Alle, uden undtagelse, som vi kom forbi spurgte os, “have you guys seen a koala yet?”. Til at begynde med var svarene ret deprimerende: “Nope, none! People say it is too warm for them to come out”, og andre svar i den retning. Vi gav dog ikke op, og efter godt lige godt 2 kilometers vandring i stegende hede, spottede Jesper en! –Hvordan han så den er mig en gåde. Det var i hvert fald meget godt gået … Vi så koalaer i wildlife domen i Cairns og det var da cool nok, men at se dem her ude i naturen var fascinerende på et helt andet plan! –Lidt ligesom, pludselig at svømme med en kæmpe havskildpadde. Det var for fedt – og for at det ikke skal være løgn så vi endnu en på vejen tilbage til, hvor bilen var parkeret. –En super dag!

Men altså – nu er vi i Townsville. Livet her er noget helt andet. -Det er godt, ligesom livet på Maggie er godt – blot på en anden måde. Vi oplever det bedste fra begge verdner … efter kort eftertanke er det nok i virkeligheden dét backpacking handler om.

Savner jer ALLE .. and love you sooo much you won’t believe it ;) !!!!

/S

Dementi

Hej alle mine forvirrede læsere ;)

“..hvorfor er vi forvirrede", tænker i? –Det er min skyld.. Undskyld.

I et par af de sidste blogs (jeg tænker her på Freefalling i Mission Beach og den famøse hjerneprut) har jeg ikke formået at udtrykke mig klart nok og er derfor blevet misforstået. Flere gange .. mange gange..

Nu har jeg selv lige læst dem igennem igen - og okay. -Der er måske noget om det. Derfor vil jeg for jeres - og min egen - skyld, prøve at få gjort klart, hvad der i virkeligheden gerne skulle have stået på, om imellem linjerne. Here we go.

“Har igen lært noget om mig selv .. har igen skræmt mig selv .. og kommer sikkert også til at skræmme mor og far halvt af livet, med disse ord: Jeg er afhængig af frygten og faren.”

-Dramatisk – uden tvivl .. Alt for dramatisk? –Absolut!! ..Hvad jeg der konstaterer – og som i virkeligheden ikke er til at finde i teksten – er, at i det tilfælde jeg vil opsøge et adrenalinsus, så spiller faren og frygten en essentiel rolle for opnåelsen af dette. Det betyder altså ikke at jeg er blevet afhængig af denne fornemmelse. –Ved det godt. Bebrejder jer ikke for at have taget fejl.

Den wannabe filosofiske hjerneprut – den er heller ikke nem at forstå. Det jeg prøver at sige er, at jeg udmærket godt ved, at det er en farlig erfaring jeg har gjort mig. –Altså det med vigtigheden af frygt og fare i forbindelse med adrenalinjagt. “Strækmærket”, som erfaringen efterlod, skulle gerne symbolisere… …ja, hvad skulle det egentlig symbolisere… …MIN VIDEN om, at det måske er noget jeg skal holde mig fra. Fordi det kunne gå hen og blive en ond cirkel, og fordi denne del af jagten på at blive “højere” eller “mere hel” måske kunne gå hen og have præcis den modsatte effekt.

Jeg ved godt hvad, som er vigtigt i livet – og et liv dedikeret til adrenalinkicks og livsfarlige, halsbrækkende situationer, er ikke et liv for mig. Det ved jeg nu. Jeg er blevet klogere – selvom jeg måske kom til at give udtryk for det modsatte. Endnu en gang, undskyld! Jeg ryster nogle gange mig selv.

Har hermed lagt filosofi på hylden. Det var alligevel ikke mig.

/S


Ps. I må meget gerne kommentere på dette blogindlæg - og hele bloggen i det hele taget. Hvad synes i?

Kapitel 12 - "Halvvejs"

20:24 min tid - 12:24 jeres tid (18. oktober)

I dag er speciel af mere end én grund.

-Især fordi det i dag er præcis 10 måneder siden det første, magiske, fantastiske KYS fandt sted - det første kys af mange! ..and even though we are half a world apart at the moment - then I still feel your heart beating for me. Whoever once said that long distance kills, we are proving wrong, baby! You are still the one I love. More and more every day. All the way up to the moon and back! <3 ..just 2 months now, Mo!

-Og netop dét, er den næste grund til at i dag er speciel. Vi har 2 måneder tilbage hernede, hvilket betyder, at vi nu er nået halvvejs på den 4 måneder lange rejse. Der ikke til at tro, at der allerede er gået 2 måneder. Der er sket utroligt meget - vi har set en million smukke, fede, fantastiske steder og vi har mødt en milliard personligheder (langt de fleste gode) ... og så har forøvrigt snart brugt en trilliard kroner, hehe (næsten).

En kort opsummering ..

Vi ankom i Sydney, 3 uerfarne, nyfødte backpackere. Langsomt lærte vi livsstilen at kende, og kunne li' hvad vi blev mødt af! Så byen, lærte den at kende, rejste videre. -Ud til stranden - Bondi og Tamarama (..som teknisk set stadig er Sydney, men kontrasterne var så store mellem disse steder og midtbyen, at vi tænker på dem som selvstændige steder, byer). Her var fedt, og vi blev i et godt stykke tid.

Efter Bondi, prøvede vi os med surferlivsstilen på surfcamp i Gerroa, ved Australiens Sydkyst - en kanon cool oplevelse, som førte os videre til Byron Bay på Østkysten. "Forelskelse" beskriver bedst, hvordan vi føler for Byron.

Efter en god uge med god fest tog vi bussen til Brisbane Lufthavn, hvor der stod et fly og ventede på os. Flyet gik til Darwin, hvor vi skulle begynde vores Outbacktour! Vi havde dog først nogle dage i denne meget, meget, meget varme by helt oppe nordpå - nogle dage som vi bestemt ikke vil glemme.

Efter 3 dage i Kakadu Nationalpark, 3 dage på vejene mellen Darwin og Alice Springs og 3 dage i outbacken omkring Alice, var vi blevet en lang, stor og spændende outbackoplevelse rigere.

Fra Alice Spring tog vi endnu engang et fly, som denne gang satte os af i Cairns. Vi elsker Cairns! -Hele 16 dage endte vi med at blive der - 16 dage, som bød på eventyr på The Great Barrier Reef, i regnskoven og desuden også på byens natklubber.

Det var hektisk, og derfor skulle der afstresses - 3 dage i paradis - Cape Tribulation! -Det smukkeste sted på jorden!

Fra Cape Trib, tilbage til Cairns, og videre til Mission Beach. Uhh, Mission... Endnu et sted vi forelskede os i! Vi skydivede og River Raftede - uforglemmeligt.

Nu - et godt stykke over 10.000 km senere - befinder vi os på Magnetic Island, som jeg lover, at i nok skal få mere at høre om. Det bliver dog først i næste blog!


Savner jer - and love you <3

/S

Kapitel 11.1 "...en lille filosofisk hjerneprut!"

14. oktober

Vi kom til Mission for byens ekstreme rygte. -Skydive og White River Rafting på Tully-floden! -Nu har vi været her, oplevet det, og det har været hvér en cent værd. Havde forventet at blive mere chokeret, rystet .. skræmt? -Specielt med faldskærmsudspringet .... fandt dog noget andet - noget uventet! -Endnu et lille stykke af mig selv .........

....hmm........Hvad er det der med "at finde stykker af sig selv" egentlig?? -Er det noget pjat? Er det muligt, at vi måske bare er den vi er, og oplevelser og erfaringer gør os klogere. Med andre ord: Finder vi stykker af os selv og bliver mere komplette, hele? -Eller opnår vi ganske enkelt bare ny erfaring, bygger ovenpå den gamle helhed og bliver højere, klogere, mere selvbevidste, selvrealiserede? ....Giver det ikke mere menig? Tænk bare på det scenarie, at du en dag har fundet alle stykkerne - hele dig selv! ..Det er jo absurd. Idéen er dum. Metaforen er for gammel. -Hvad fanden skulle du så give dig til? .. Livet er ikke et puslespil, som først er komplet når det er lagt færdigt. Jeg ér komplet, men jeg er sgu ikke færdig med at erfare. Jeg skal sgu igennem en hel del endnu - og jeg skal blive højere i processen. Jeg er stadig i voksealderen - der er stadig meget, som skal bygges ovenpå. Følger i mig? Jeg blev højere i forgårs.

.......altså, jeg fandt noget andet - noget uventet! -Voksede en anelse, og det efterlod et lille strækmærke. -Et ar, som skal minde mig om, hvorfor det var jeg blev det lille stykke højere - og at det måske var en farlig erfaring jeg gjorde mig. Kunne vælge at våge halsen og kaste mig ud i noget mere ekstremt - en fyr nævnte basejumping og idéen tiltalte mig. -Vil jeg dedikere mit liv til, atter og igen, at risikere livet for at få et adrenalinkick? ..Hvad med mine ambitioner? -Folk fortæller mig at jeg har talent med fotografi - idéen tiltaler mig! Hvad med mine drømme om at blive journalist? -Absolut også tiltalende... Og hvad med at se verden? . . . -Ét stort lyskryds . . .

........ved sgu ikke lige hvor det kom fra.

Kapitel 11 - "Freefalling i Mission Beach"

13. oktober

Vi sprang ud fra et fly i går... ... ... ...hvordan fortsætter man sådan en sætning? -Har prøvet et par gange nu, men har gang på gang måttet slettet mine ord og begyndt forfra. Vi sprang ud fra et fly i går. Vi sprang ud af et fucking fly ...

Ved ikke hvad jeg havde forventet. Det ultimative adrenalinsys? -Sikkert, men det var det ikke. I dag, hvor oplevelsen er begyndt synke ned, sidder jeg her med en underlig, halvnervøs fornemmelse i maven. Hvorfor? -Fordi det føltes helt naturligt og ikke rystede mig det mindste, at fritfalde med 225 km/t i over 60 sekunder, fra 4½ kilometers højde. Dét er sgu da grotesk. Jeg er ikke normal .. Er ikke skuffet over oplevelsen - tvært i mod! Det var en årelang drøm, som endelig blev realiseret. Og fuck, det var fedt ... alligevel er jeg dog lidt nervøs på mine egne vegne - burde jeg ikke have følt suset, som alle snakker om? ...........

Har igen lært noget om mig selv .. har igen skræmt mig selv .. og kommer sikkert også til at skræmme mor og far halvt af livet, med disse ord: Jeg er afhængig af frygten og faren. -Hvorfor skulle adrenalinen begynde at pumpe i mit blod, når jeg ved at der ingen fare er på færde? De fortalte os i bussen ud til flyvepladsen, at der var større risiko for at vi kom til skade på vejen derud, end på vej ned igennem skyerne. Hvor blev det ekstreme lige af? ... -I ryster garanteret på hovedet. Med god grund - det kan jeg sagtens se og forstå. Man skulle næsten tro, at oplevelsen alene ville være ekstrem nok, men det var den ikke. Fareelementet spiller en kæmpe rolle for mig, det ved jeg nu. Jeg vil sidde på førersædet! Jeg vil ikke bare være passager.

Ved ikke....... Kan være, at det blot er fordi det hele ikke er gået op for mig endnu. Det er trods alt lidt syrealistisk ... svært lige at rumme inde i hovedet. Oplevelsen ville helt sikkert have været 100 gange mere intens, hvis jeg havde sprunget alene. Det, der er med tandemudspring er at du jo ikke er ansvarlig for noget som helst, og du har en erfaren udspringer bag dig... Følte mig 100% sikker under hele forløbet - det budre være en positiv ting, ikke? ...........

...

Vi er i Mission Beach nu. -En af de der byer, som har fået en stor prik på landkortet, men ikke er større end en mindre provinsby i Danmark. Endnu engang bliver vi mindet om, hvor få mennesker, som deler dette kæmpe kontinent. 20 millioner mennesker om et areal, som er større end Europa. Der skal ikke mere end en lille kiosk og en bottleshop til, for at en by kvalificerer sig til en sort klat på kortet. Her er fedt, meget chilled. Vi bor på et lille (!!), familieejet hostel, som kun består af to sovesale og seks mindre værelser. Alle kender hinanden, ligegyldigt om man har været der 2, 10 eller 60 dage! .. Generelt har de små hostels været de fedeste på vores nu 2 måneder lange eventyr. Det her er dog helt specielt - det er stemningen og atmosfæren, som tilsammen giver mig en helt klar fornemmelse af at det bliver underligt, at skulle forlade det igen. Det er svært som backpacker at føle sig hjemme nogle steder på rejsen. Her er vi dog tæt på, og det er fedt. Her er det godt at slappe af, skære lidt ned på festerne og lige genfinde sig selv, før man rammer den næste storby og det næste store, hektiske hostel (hvilket også er prima).

Lige nu nyder vi det bare her. Vi lavede bål på stranden her den anden aften og det meste af natten. Hele hostelet var der! Der er noget magisk over sådan en aften, og det vi danskere siger med, at "hygge" kun findes hjemme i det rød/hvide, det kan vi godt pakke sammen med. Det viser sig, at canadierne kender til det, tyskerne kender til det, hollænderne kender til det, amerikanerne kender til det, nordmændene kender til det, de "lokale" australiere kender til det ... selv briterne kender til det!! Det er sgu overalt. Hyggelige, magiske eventyr ... "Bål på stranden" -Man smiler, gør man ikke?

Savner jer!


/S

Kapitel 10 - "Touring Cape Trib"

12:37 min tid - 04:37 jeres tid .. 8. oktober

Jeg er ikke syg længere og det er rart. Jeg tror det var en kombination af stille læseaftener hjemme i sengen på hostelet, sund(ere) mad og massere af vitaminer, som gjorde udslaget, og skånede mig for en langsom, pinefuld feberdød. Det var desuden også en vældigt godt timet pause fra øl og hornmusik på Cairns' clubs og barer - som far, så faragtigt, påpegede over Skype her den anden aften, så var det nok i virkeligheden disse byture, som sengelagde mig til at begynde med. Han har nok ret.

Fra hektisk, energisk backpackerliv i Cairns til paradislignende, sjælehvilende regnskovs-get-away. -Vi befinder os nu i Cape Tribulation! -Det tætteste vi kommer på paradis på jorden .. Vi har forladt Cairns og er kørt nordpå, op i regnskoven. Det var ikke rigtigt planlagt, da den eneste måde vi kunne komme derop var med en dagstour, og den slags er DYRT. Desuden har vi fået nok af guidede ture - det er ofte ret hektisk .. "Jep folkens, vi har lige tid til at i kan gå ned på stranden og tage et par billeder, men så skal vi også videre" - den slags ture ... jeg tror i ved hvad jeg mener.. Muligheden opstod dog pludselig, da vi mødte et par venner, tilbage fra outbacktouren. De havde lejet en stor campervan og havde planer om at tage en 3 dages chillertur til Cape Trib - lige noget for os, og da der var massere af ekstra plads i camperen hoppede vi straks på. -En rigtig, rigitg, rigtig god beslutning! -Tænk sig, vi havde nær forladt Cairns og rejst sydpå, uden at opleve denne helt unikke nationalpark.

Tropiske bountystrande - den ene smukkere end den anden - ligger som perler på en snor op langs kysten. Så vidt jeg er informeret, er dette den eneste regnskov i verden, som grænser helt op til havet. Forestil jer dette: I går igennem tæt skov, med lianer overalt, hængende ned fra træerne. Da skoven er så tæt kan i ikke se særligt langt frem, men lyden fra havet er ikke til at tage fejl af - i er ved at være tæt på nu. Jo længere i kommer frem åbner skoven sig, og pludselig kan i skimte vandet. Synet i bliver mødt af er af drømmeagtig karakter - en strand så smuk, som strande kun er i drømme og på billeder - men i er her. Det hele er virkeligt. Sandet, så hvidt som sne. Vandet, så blåt som kun vand i troperne kan være. "Azur". -Ordet giver pludselig mening. Palmerne, som hænger dovent hen over sandet, giver god skygge fra den bagende sol, og skulle du blive tørstig er det enkelt at hakke toppen af en kokosnød. 50 meter fra kysten starter revet med koraller, farver, tropiske fisk og hvis du er heldig, kæmpe hav skildpadder. Der sidder jeg lige nu og skriver denne blog. De andre 3 ligger nede i vandkanten - bare det var mig, men kan ikke gå i vandet ........

Ud for Thornton Beach i Cape Trib ligger der en lillebitte ø - ikke mere end 300 meter ude. -Med andre ord, blot en rask svømmetur for et par friske dudes som Hede og mig. De første 100 meter blev hurtigt tilbagelagt, da det blev langsomt dybt, og der var sandbund at gå op. Herefter begyndte revet, og vi måtte svømme resten af vejen - intet problem. Pludselig - som et lyn fra en klar himmel - kom en stor stime flyvefisk, flyvende ud af vandet, og dykkede hurtigt ned igen. Der må have været mindst 20 fisk. Kæmpe chok! ..Hvad flygtede de fra? -Prøvede at blokere tanken. 150 meter fra øen. Vandet var meget roligt og bølgerne vuggede mere end de rullede - nemme forhold for svømning i havet. Godt halvvejs over revet svømmede vi forbi en stor havskildpadde, som var kommet op til overfladen for luft. -Utrolige væsener, blev endnu engang vildt fascineret og beæret over at kunne svømme sammen med en ... Kursen blev dog ikke ændret - stadig direkte mod øen. Farten sat lidt op ... var der andet end flyvefisk og skildpadder i dybet?

Øen i syne - 25 meter - og vi kunne nu bunde på de glatte sten under vandoverfladen, omkring øen. Efterhånden som vi kom tættere på øen, blev stenene og muslingerne derpå, skarpere og skarpere, og før jeg kom i land blødte det en hel del fra rifter på både fingre og tæer .. Blod i vandet. Need I say anymore? -Hajer! De bæster kan lugte blod på flere kilometers afstand. -Vi vidste det begge.... men snakkede ikke om det..... Foran os lå en 300 meters svømmetur, før vi kunne gå i sikkerhed oppe på stranden....

Efter en kort udforskning af den lille ø (mest for at finde et bedre sted at svømme ud fra, end der, hvor vi gik i land) begav vi os tilbage mod stranden, hvor Linda og Pascal - vores to tyske venner - ventede på os. Stadig blødende, prøvede jeg så vidt muligt bare at fokusere på at svømme hurtigt og ikke miste kontrollen. Svømmeturen ud havde ikke været særlig fysisk hård. Turen tilbage var en anden sag. Det var som om understrømmen trak mig tilbage ud mod øen og det åbne hav. Lagde flere kræfter i. Fysikken, presset til det yderste. Psyken, i laser. Flere gange sværger jeg, at jeg ramte noget med mine fødder. Det kan have været hvad som helst. Det kan have været ingenting ... det kan have været en.... Det virkede som timer, før vi endelig nåede stranden. En grænse var blevet overskredet.

Senere samme dag snakkede vi med en mand på et turistinformationskontor. Da vi spurgte ham om der var hajer ud for kysten omkring Thornton Beach, svarede han: "Jada, jeg har en ven som blev angrebet fornylig ... de er dog ikke særlig store, kun omkring en meter. -Det er ikke værre end at blive bidt af en bidsk hund! ... Jeg ville dog ikke svømme på Thornton - der er krokodiller der.......". -Ved ikke om vi var heldige eller om det i virkeligheden var sikkert nok at svømme der - under alle omstændigheder slap jeg med et par flænger under mine fødder og på mine fingre. -Derfor går jeg ikke i vandet i dag - har renset sårene og nu holder jeg dem bare tørre, så de kan hele i en fart.

...

Livet i en campervan er fedt ... Upraktisk, besværligt, trængt, varmt, koldt, lugtende .... men fedt, og meget anderledes end vores tidligere ture. Det er friheden, som gør det - du er sgu din egen herre. Selvom vi har været på nogle gode kvalitetsture, hvor der har været massere tid til at gå på oplevelse på egen hånd, så har der altid været en tidsplan, som skal overholdes. Det har sine fordele, men det har nu været cool at prøve det stik modsatte.

Den første aften fandt vi en åben plads langs med en af de uendelige jordveje midt i regnskoven, og slog lejr der .. Det er vidst ikke helt lovligt sådan bare at campere, hvor man vil - men vi gjorde det. We are the young rebels of our generation. Ung vilddom! ...Desuden kommer der ikke mange rangers kørende forbi efter mørkets frembrud...... -Camping midt i regnskoven, midt i ingenting - du er i verdens centrum. Det føles som ultimativ frihed, og den fornemmelse gør spagettikogning over et svagt gasblus til en fed oplevelse. 4 mennesker om 3 sengepladser er lige pludselig hyggeligt i stedet for trængt og irriterende og når vi skal i bad, gør vi det i et vandhul eller i havet eller lader helt være - vi lugter alligevel allesammen. Det' camping.

...

I aften er vi tilbage i Cairns - dog kun for en enkelt nat, så går turen videre. -Eventyret lever, og vi kaster snart mere brænde på bålet - er glad for at i følger med.


Savner jer!

/S

Kapitel 9 - "Livin' la vida loca i Cairns"

20:36 min tid - 12:36 jeres tid .. 3. oktober


Vi er i Cairns og jeg er blevet syg. Af alle steder i hele verden, hvor det ellers ville være nogenlunde acceptabelt at blive syg, så har guderne valgt at sengelægge mig i lige præcis Cairns. Jeg er sur og ked af det. Lige udenfor sker alt det sjove og jeg har ikke den midste ladning energi i kroppen til at gå ud og deltage i det. Derfor er jeg nede .. Her den anden dag hørte jeg en meget god beskrivelse af Cairns, som måske kan sætte min ærgelse lidt i perspektiv for jer: Når backpackere, verden over, skal til at bede deres stille aftenbøn, så sætter de sig på knæ og vender næsen mod Cairns. -Så fed er denne by.... Men jeg er syg, og bare tanken om at bevæge mig ned af trapperne og ud på gaden gør mig allerede forpustet ...... -altså, ikke for at gøre jer vildt nervøse derhjemme, men jeg er sgu alvorlig syg. Høj, høj feber og hele rullen.... 38,1 .. MINDST! -Har heldigvis forsikring, så hvis det skulle blive nødvendigt er indlæggelse og hjemtransport ikke noget problem. Alt jeg tænker på lige nu er bare at overleve.

Har heldigvis ikke været syg hele tiden - kun de sidste par dage, så er bestemt ikke gået glip af alle festlighederne. Cairns er en festby om aftenen og en chillerby om dagen. Her sover vi gerne længe. -Helst til klokken 11 efter en stille aften, og har det været vildt natten før, så nægter jeg ganske simpelt, at vælte ud af sengen før 12:30 ... Lige nu bor vi lige ned til byens lagune, så derfor er det dejligt nemt, efter en hurtig gang morgenmad på Subway, at smide sig ned på græsset og sove videre eller læse en bog i solen. -Vi er begyndt at læse bøger. No kidding. Jeg er kommet godt igennem min anden og Hede er begyndt på sin tredje .. hvem skulle have troet det (??!)

En anden ting, som er fantastisk ved Cairns er alle de gratis goder, såsom måltider, internettid, overnatninger og så videre. -Gå en tur op gennem hovedgaden og du skal være mere end almindeligt uheldig, for ikke at blive bombarderet med flyere for whatever, som, på den ene eller anden måde, ikke koster dig noget som helst. -Så når solen er gået ned over lagunen og vi har taget os sammen til at rejse os, så plejer vi gerne at gå denne tur op gennem byen. Vi skal jo gerne holde os opdaterede på facebook, mailinbox og så videre, samt en gratis omgang aftensmad skal jo også til - og hvis ikke vi bliver mætte det ene sted, så går vi bare videre til det næste. JA tak! Sweet civilization! -Det var sgu ikke sket i Alice......hvis bare det var dér, jeg var blevet syg....grr.....

Aftensmad veloverstået. Det er nu tid til at tage dagens eneste rigtige, store beslutning. -Skal vi i byen i aften, eller skal vi i byen i aften, iiiikke?? -Og selvfølgelig skal vi i byen i aften, så på vejen hjem køber vi en kasse Goon som vi tager med ned i hostelets fællesområde. Her møder vi alle de andre backpackere, som, ligesom os, er kommet frem til den samme fornuftige beslutning, og så bliver der ellers slap'et Goon i lange baner.

Sådan er Cairns + en masse sjæl, som ikke er til at beskrive med ord .... For jer som har været i Sunny Beach (hej, hele dk's ungdom) - forestil jer dét sted, men træk alt slummet, alle gadehustlerne, alle de mørke gyder og frygten for at blive rullet, alle luderne, alle steoidepumperfyrene og alt andet østeuropæisk fra, og læg en masse smukke mennesker til - så har i Cairns. Dette sted skal ikke undervurderes. Dette folkens, er paradis for backpackere.

Men jeg er syg. Det bare prima.

Vores nuværende værelse er et af Cairns' bedste - det er jeg sikker på. Det er et 4-mands, men al den tid vi har været her (tæt på en uge nu) har der kun været Hede og mig herinde. Vi har direkte havudsigt og er i perfekt gåafstand til alt!! -Det er tilmed billigt! Hostelet kører med et tilbud, som hedder: Køb 4 nætter, betal for 3. Regnet sammen bliver det 18 Australske Dollars pr. nat - lige godt 80 kroner. Det fandme vildt.

..

Ud for kysten her i Cairns findes det berømte Great Barrier Reef, som strækker sig 3000 km. ned langs med den australske østkyst. -Her ud for Cairns er det dog ekstra spektakulært, og det har vi udforsket first hand. Tilbage i Byron Bay vandt jeg en auktion på en bar. -På bud var en dagstur til revet på en luksusbåd - all inclusive. Turen havde en værdi på 170 AU$ - jeg betalte 50!! -Efter Hedes billet også var købt (med lidt rabat) endte vi med en pris på ca. 90 AU$ hver. -Ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Det var en stor oplevelse. Vi har endnu ikke dykkercertifikat, så vi måtte "nøjes" med at snorkle. Jeg har aldrig oplevet noget ligende!!! Det er præcis som at svømme i et akvarium fyldt med tropiske fisk, bortset fra at dette sgu er deres hjem og ikke blot et glasbur, hvor de står til udstilling.

På et tidspunkt under et af vores dyk var Hede og mig kommet lidt væk fra gruppen - pludselig, ud af det blå ingenting, kom en kæmpe havskildpadde svømmende hen over korallerne. Det er noget af det mest uvirkelige (og uventede) jeg har set i mit liv, og så afgjort et af de absolut magiske øjeblikke på vores tur. Fiskene var flotte og havde vilde farver, men fisk er nu engang fisk. -Denne meter lange skabning var en hel anden sag. Havde jeg vidst at vi ville møde den, havde jeg gerne betalt fuld pris for bådturen. -Det dobbelte sågar!! -Et kvarter svømmede vi rundt med den - 15 utrolige minutter. Undervandskameraet, som min kære søster har været så venlig at låne os, var dog gået tør for strøm - så ingen billeder af skildpadden. Desværre. Der er dog en masse andre gode billeder fra bådturen, som i kan glæde jer til.

Vi har også været på eventur i regnskoven, som omringer Cairns. -En dagstur, som bragte os til flere imponerede postkortligende steder. -Flere til samlingen! Vi har godt nok set en hel del af dem ind til videre, og mon ikke der kommer flere på vejen ned ad østkysten. Min personlige favoritoplevelse i regnskoven var et vandfald - Milla Milla Falls - som man kunne svømme ind under. Det var helt psyrealistisk - med det samme jeg kom ind under vandsøjlen, var det som at få en hjelm af larm på hovedet. Ingen lyde kan slippe hverken ind eller ud. Intens støj, som er så høj og massiv, at jeg næsten følte at jeg kunne røre ved den. Det var bestemt ikke som et normalt brusebad. Vandet falder med så høj hastighed, at når det ramte min hovedbund, mine skuldre og min ryg så føltes det som at blivet skukket med små nåle. Endnu engang må jeg sige - aldrig har jeg prøvet noget lignende. Det var vildt.

Jep, vildt........ Lige som alt det andet! .... Men nu er jeg syg, og må stille tilfreds med tonerne fra live musik nede fra gaden, indgennem mit åbne vindue. Jeg holder mig ved selskab med min bog. -"Deception Point", af Dan Brown. Ret spændende, ind til videre.. Hede er taget ud for at møde nogle gutter på et andet hostel, og vil i byen senere - vil vædde med at han kommer væltende hjem i nat med en dame under armen, hehe........... Men jeg er syg :( ..Could use a little nursing right now, Mo <3 Men Jeg overlever!.......håber jeg............

Savner jer! -Håber også i savner mig :)


/S