Kapitel 18 - “Schoolies (and toolies) in Paradise”

20:27 min tid – 10:27 jeres tid

Der er i dag præcis 3 uger til vi skal hjem. Vi er i Byron. Tilbage i Byron.

… …

…………………Kan i huske den sidste blog jeg skrev i Østrig? –Nej, vel? However, hvis i nu lige læste eller genlæste den ville i blive mindet om mine følelser fra dengang. –Hvordan det hele rodede rundt inde i hovedet og om hvordan rodet skabte en kæmpe skriveblokade.

Jeg ved det ikke. Men måske. Jeg tror ..er jeg i samme situation nu? Der er intet jeg hellere ville end at skrive til alle jer derhjemme. Jeg ved i læser min blog og at i altid ser frem til nye kapitler. Derfor prøver jeg desperat på at fange nogle tanker fra tankevrimlen. Jeg førsøger. Hver gang det næsten lykkes og jeg kommer i gang med en sætning laver jeg stavefejl, retter mig selv, og har med ét glemt hvordan ordene skulle hænge sammen. Glimt af ideer. Nu døde ideer.

Rejsen er snart slut. 3 uger. Fucking 3 uger. Bittesmå 3 uger.

1000 km/t. –Så hurtigt flyver tankerne oppe i mit hoved lige nu. Og jeg rager og famler og prøver at definere noget som giver mening. Men jeg gentager mig selv igen og igen. Og jeg sletter. Igen og IGEN. Fucking igen.

Okay. Jeg prøver.

Bliver det godt at komme hjem? Ja. Nej. Jeg er forvirret.

Hmm..

Derfor vil jeg hjem:

Eventyret – et nyt et, altså – ligger og venter når jeg kommer hjem. Som nogle af jer måske ved, så tager jeg til Amsterdam og bor med Moniek i hendes lejlighed. Det bliver relativt kort tid efter nytår. Fuck jeg glæder mig – og fuck hvor er jeg glad og stolt over at vi har overlevet disse måneder, hvor vi har været væk fra hinanden. Det er et forhold mod de fleste odds, men et forhold som lever! Snart et år nu. Det vildt …

… Desuden savner jeg familien samt det at have et hjem. Har været hjemløs længe nu, og ugen hos Gibsons i Brisbane lukkede sgu lidt op for hjemveen. Det er underligt pludselig at være tilbage i en hostelseng igen.

De halvoverfladiske monotone backpackersamtaler er jeg sgu også ved at få nok af! Det er fedt at møde mennesker og høre hvem de er, hvor de kommer fra og hvor de har været – og tit og ofte møder du bestemt også folk som er oprigtigt interessante. Men… Har bare mødt en milliard nu, og kan ikke rigtigt rumme mere (..or else I just don’t give a shit anymore, hvilket er en skrækkelig ting at sige) . . .

. . . Jeg er også ved at løbe tør for penge . . . Eller rent teknisk set har jeg stadig penge, men er ved at være der nede hvor det gør ondt for Simon Krabbe. …Jeg vidste det egentligt godt før jeg tog herned …… men alligevel. Sådan er Simon Krabbe. Må finde mig et job i Amsterdam (..har du ideer eller kontakter SÅ SKRIV!).


Derfor vil jeg blive:

Tja, i har jo selv læst med på bloggen. Australien er et utroligt sted, og jeg er slet ikke kommet tæt på at afsløre alle kontinentets hemmeligheder. Eventyrtørsten er ikke blevet slukket. –Tilfredsstillet for en stund, men ikke slukket.

Kan godt bruge en pause nu. -Få en dagligdag i Amsterdam med Moniek (får en sommerfuglefornemmelse i maven hver gang jeg tænker på det. Det er rart)…

… Kommer til at savne livet. Livsstilen. –Fordi den er lige mig! Jeg er australier, uden tvivl! (..Det siger alle, som har været her!). Jeg kommer til at savne så uendeligt mange ting, og havde det ikke været for afstanden til mit hjem, så havde dette været stedet jeg slog mig ned! –Og jajajajajajajajaJA! “Det er kun en flyvetur væk” – men det er det jo ikke “bare”. Det er ikke en flyvetur man bare lige tager hver anden eller hver tredje weekend (eller måned, for that matter)! –Ikke at jeg tror jeg kommer til at hænge ud på Seglen 33 hver eneste weekend resten af mit liv – men det er rart at have muligheden. Der er ikke langt fra Århus eller København – eller Amsterdam for den sags skyld! Australien ligger bare for langt væk for Simon Krabbe.

Jeg synes om at rejse og ja, her kommer superclichéen over dem alle – AT REJSE ER AT LEVE .. og jeg er i den grad et levemenneske. Ud at se nye steder – blive overrasket og fare vild! ..At fare vild – er i klar over hvor vigtigt det er? Vi er her inde at røre ved noget at det vigtigste og mest essentielle ved at være menneske. –Et frit menneske!

Det handler om den attitude du stirrer livet i øjnene med. –En attitude, som fortæller at du er klar til at bevæge dig ud, hvor du risikerer at fare vild, og at du er parat til at finde dig selv på steder du aldrig havde troet du skulle finde dig selv …

Jeg tror ikke dette er en særlig normal følelse længere. Den kan være ret så skræmmende.

–Specielt i et samfund som vores, hvor vi fra alle offentlige sider, med lynets hast, bliver pacet frem mod et system, som i langt de fleste tilfælde, kun går ad kendte veje – veje, hvor man ikke bliver væk. (Det kan godt være at jeg her snakker om noget, jeg ikke helt har forstand på. -Tja, det er jeg egentlig ret god til…) … … Vi har kort, vejvisere, veje, manualer og guides til alverdens slags overlevelse. Dét er underlevelse, folkens. -Alt sammen psykologiske og fysiske regler, kriterier, råd og ordrer til at holde os til allerede veltrådte stier … hmm … Når du derimod begynder at bevæge dig væk fra disse stier, så kan du begynde at tænke frit. –Så er du et frit tænkende menneske … Jeg vil ønske at jeg engang kan kalde mig dette, men jeg tilhører unægteligt en kultur som insisterer på ikke at fare vild. Derfor er det så vigtigt at rejse, at leve og i ny og næ, at fare vild.

Derfor vil jeg ikke hjem selvom jeg gerne vil hjem. Jeg er stadig forvirret.

…

Jeg begynder forfra. Hold kæft en afsporing.

…

Kapitel 18 - “Schoolies (and toolies) in Paradise”

22:04 min tid 12:04 jeres tid

Vi er tilbage i Byron Bay. Hvorfor? -Fordi det er en af de fedeste byer på Østkysten. Ret enkelt. Mere om Byron i næste blog. Den her handler om Surfers Paradise – jep, det hedder byen. No kidding.

Vi forlod ikke helt Gibson-familien da vi forlod Brisbane. Ser i, Amy – familiens yngste – er lige blevet færdig med skolen og ligesom hjemme i det grønne, så har de her tradition for at drikke sig stive og feste efter sidste skoledag.

Den mest indlysende forskel på disse to fester må siges at være at de her ikke kun nøjes med en enkelt dag, nej, de snupper sgu en hel uge. Derhjemme tog vi tog til Løvel Halbal, her tager de en uge til Surfers Paradise… Hmm…

Der skal ikke en superskarp hjerne til at se urimelighederne ved denne situation, og beslutningen var derfor ret nem at tage. -VI TAGER TIL SIDSTE SKOLEDAG (igen)! Off to “Schoolies Week” i Surfers sammen med Amy og 30.000 andre 17-årige, bikiniklædte, fulde schoolies… Tør den hage for savl, Lars Krimi! –Har du ikke kæreste på for tiden??!

Nu er vi jo lidt ældre, og bliver derfor refereret til som “toolies”. –En slags tabere, vidst nok. Meeeen, man skal vidst være lokal - eller i hvert fald ægte australier - for at være en rigtig toolie.

…

Det tog ikke mange aftners fest sammen med alle de der schoolies, før vi måtte indse at disse tider langsomt er løbet fra os. Altså, vi kan godt følge med, men næste dag… Det gør sgu lidt ondt! … Ja, enten det, ellers så har ungdommen bare ændret sig. Jamen altså, jamen altså – ungdommen nu til dags. Hvad vi ikke var vidner til på gader og stræder. -Yderst ukristelige scener blev vi gang på gang konfronteret med. Ja, det knapt så jeg stadig ryster blot ved tanken.
..Okay – det var fedt ;) –Vildt fedt! ..fedt at være 17 igen, og fedt igen at feste som en 17-årig! Det var sgu dengang vi ikke kunne komme ind på natklubberne, og derfor festede sammen, hjemme hos en af drengene eller pigerne! Det var tider. –Rart med et flashback.

…

“Surfers Paradise” .. man skulle tro det var en surfers paradis, skulle man ikke? –Det er det ikke helt. Surfers er en kæmpe touristby fyldt med skyskrabere blandt mindre højhuse. –Alle sammen hoteller eller ferielejlighedskomplekser. Strandene er fine, men damn, ikke nær så fine som mange af de andre surfstrande vi har været på efterhånden. Ergo – ikke helt en surfers paradis … det betyder dog ikke at vi ikke var ude at surfe!

Selv efter vi havde vinket farvel til Marion og Garry fortsatte de med at hjælpe os og arrangere tingene således at vi kunne have så fed en oplevelse som muligt. Marions nevø, David, havde planlagt et surf-roadtrip nede omkring Surfers Paradise – og vi var blevet skrevet på listen. Kanon! Turen gik først til en lokal strand, hvor vi ikke blev længe – bølgerne var ikke prima og stranden var fyldt med hunde. Vi fandt senere ud af at dette er den eneste strand i området som tillader hunde – og vejret var godt så samtlige hundeejere i Queensland havde taget samme beslutning og kommet på stranden med køteren.

Videre til Cullungatta, som eftersigende skulle være en ret berømt surfstrand. –Verdensmesterskabet i surfing havde faktisk en afdeling på netop denne strand i år! –Ret fedt. Det blev dog ikke til meget surfing der, det var meget vind og det er sgu ikke helt optimalt. Vi blev alligevel hængende der til omkring klokken 18, hvorefter vi tog tilbage, hjem til Surfers.

Det var nogle fine dage vi havde med schoolierne – nogle dage vi ret sent vil glemme, no doubt about it.

…

And there you have it. En “så-gjorde-vi-det-så-skete-det-beretning”. Bræk. Lige præcis den slags beretninger jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville bringe jer på denne blog. Sorry, folks. Det var alt jeg kunne finde frem denne gang.

Savner jer ret meget. Det er derfor.


/S

Chapter 17 - “To Gaz, Maz, Big Poo and Little Poo. -The GIBSONS!”

1:01pm NSW time 04:01am Danish time

I’m going to do this blog in English, as I’m afraid Google Translate won’t do the job quite good enough. This is for the Gibsons – and Mo ;) –Finally a blog you will understand from top to bottom.

Først dog lige hurtigt på dansk til jer, som sidder og tænker; “Hvem er The Gibsons?” –The Gibsons er den australske familie, som min fætter, Kasper, boede ved under hans ophold som udvekslingsstudent her i Australien. Familien består af mor-Marion, far-Garry samt døtrene, Melanie og Amy. Sammen med dem tilbragte vi 8 fuldstændigt sindsygt fantastiske dage i deres hjem i Brisbane. Vi kom som totalt fremmede og rejste videre som sønner og brødre. –Bedre kan det ikke beskrives. Dette er til dem.

Sorry for the unavoidable spelling mistakes, by the way – I haven’t written much English lately ;)

…

“Thanks” is such an underrated word nowadays. It has been worn out and lost its meaning. So how do we say thanks for the incredible 8 days we spent, being part of your family? –Well, it all starts with a blog.

When we arrived in Brisbane we had no idea what to expect. We knew that you guys had prepared a nice dinner – and for that alone we were grateful. However, we were still a bit confused. Did we need to book a hostel or could we spend the night with you? –That was what we were asking ourselves. Having in mind that we – two dirty, Danish backpackers - were close to strangers to you when we first met you, we really didn’t want to expect too much. As I said – the dinner alone was already fantastic and big bighearted. Well. We had to make sure we were on the same page! I don’t know if you remember, Maz, when I asked you if we could spend the night. It was right after you had picked us up and we were in the car. The answer came straight away - “Yes of course guys! You get Kasper's room and there's a spare bed in the office”, and later that evening Gaz told us we could stay as long as we wanted … Wow - you know that kind of welcome truly tells something about people and it really taught me something about what kind of person I want to be. -We have always done the same in my own family, but suddenly being on the other side of the table made me realize how much it really means.

… From the first minute you treated us like family and we were blown away! We kept asking ourselves; “How can we ever repay them?”. You kept giving without ever blinking an eye .. And we kept taking .. I won’t say I feel bad about this exchange rate as that would ruin the whole foundation of our stay at your house – but a little embarrassed, perhaps, and I definitely feel that I owe you something. When we stayed with you we didn’t have much to give apart from company, good stories, our world famous Danish mentality and of course our awesome cooking skills ;) ..Sometime in the future, however, I promise you that I will - one way or another - repay you with an equally awesome experience.

I guess what we’re really trying to say is.. Thanks guys. Thanks ever sooooo much! We came as complete strangers and left as sons and brothers. For that we are forever grateful and trust me when I say we will never forget our Brizzy family!

…

I envy Kasper. This guy got to spend nearly 9 months at this house. With these people. Being part of the family … first 3, then 6 and finally 9 months. I guess I understand why you didn’t want to leave, dude… Neither did I… It was funny, by the way, to get an insight to Kasper's Australian life – a life I didn’t really know much about. However it was an obvious subject for conversation since, well, I am his cousin. I understand him better now I have walked in his footsteps and in the end I owe him a great thanks as well. If it wasn’t for him – and his SDS resume – the Gibsons would have been totally unknown to us, and we would most likely never have met them.

Being a backpacker in Australia you would think we have a lot of contact with Australians – encounters with the locals! –We don’t and that’s sad. Only the lucky few – that’s us – gets to experience the true Aussie lifestyle that pretty much all of us originally came here to find. -By time, hostel after hostel, you kind of forget about this search and let yourself fall into the backpacker routines only talking to other backpackers. So thanks for reminding us, and THANKS for giving us the lifestyle-tour. Maz has summed up the week pretty good, and I’ve allowed myself to copy her words:

"WHew !!!! steak dinners, corona's, wine, BBQ's, Mt Coot-tha, Inglis family,Rosie, swimming at Southbank, big snake, swimming in pool, shopping at city beach, Indro, Queen St mall, lots of chillin', fish n chips at Manly, bike riding from Rosalie to New Farm along river, contemporary art exhibition, ice-creams at Southbank, Regatta, hot water leaking into bedroom, Rosie, Gecko that made Simon scream, annoying sisters, surviving Melanie's driving, Touch Footy, Amy's school muck-up day, Kay and her boys, Jesper driving Pullenvale Road and now the Danish boys are cooking up a storm in the kitchen for dinner....Yay I think they have now experienced a little taste of Kasper's life in Brisbane !!!!"

All kinds of good luck in the future. And yet again, again, again and again: THANKS!

We fuckin’ love you guys.


/S

PS. Just for the record - I did not scream!

Kapitel 16 - "Surf's up at MOOLOOLABA!"

14:39 min tid 05:40 jeres tid

På hostels finder man mange mennesker, typer, personligheder .. skæbner. Der er selvfølgelig den typiske backpacker – gennemrejsende lykkesvende, som søger oplevelse, erfaring, eventyr - det er os … Der er den anden gruppe af backpackere, som for en tid har besluttet at slå sig ned på hostelet. Det kan være arbejde, kærlighed, eller bare følelsen af ikke at kunne forlade stedet, som fører til denne beslutning. -De kalder stedet for “hjem”, hvilket jeg synes er bizart, men det virker for dem og fred være med det … Der er de sære typer, som ikke er til at gennemskue og har boet på hostelet længere end nogen kan huske. Med tiden er de blevet .. sære! Fælles for os alle er at vi løber fra et eller andet. Hver person, sin flugt. –Det “virkelige liv”, studier, forpligtelser… nogle løber hurtigere end andre og nogle løber så stærkt at de farer vild på ruten og finder aldrig tilbage. Sådan en boede vi på værelse med i Mooloolaba. -Aron fra .. tja, who knows – værelse 4b. Aron var sær. Han kom til Australien for 5 måneder siden, og er stadig ikke flyttet ud af sin første hostelseng endnu. Han har bygget sig en lille hule med tæpper, som hænger ned fra overkøjen – der kan han gemme sig fra verden hvis den kommer for tæt på. –Hvad der ellers finder sted derinde er et mysterie – et mysterie vi ikke gjorde meget i at opklare.

En aften kom Aron hjem og sagde: “I went to the hospital today. The ambulance came and picked me up. I nearly died … … I enjoyed every minute of it! It was great. You know, from now on I’ll live every single day like it is my last”. –Tosset? -Ja tak! –Men også inspirerende og jeg vil huske hvad han sagde. Han havde haft en alvorlig allergisk reaktion og sandt nok havde han nær stillet vandrestøvlerne. -Man ved sgu ikke hvornår, hvor eller hvordan, og i sidste ende vil vi kun blive husket for hvordan vi udnyttede vores tid og ikke for hvordan vi havde planlagt at udnytte den. “Lev mens du gør det, elsk mens du tør det”, som vores yndlingsnationalpoeter, Nik og Jay, så dybsindigt udtrykker det … ehh, var der nogle, der nævnte Piet Hein? ..anyone??

Mooloolaba opstod, som i sikkert kan huske, ved et tilfælde. Det lykkedes ikke at finde et sted at sove i Noosa, og vi tog derfor videre til Mooloolaba. –Dette stop på ruten er et af de mere ukendte. Byen er ikke beskrevet i backpackerbiblen, “The Lonely Planet”, og i langt de fleste tilfælde betyder dette at byen enten er så lille at den praktisk talt ikke findes, eller bare at den ganske enkelt ikke er værd at besøge. Lonely Planet har fejlet. Groft. –Og vi er skuffede! Vi havde sgu nær sprunget over denne perle af en leveby på østkysten. Mooloolaba (skriv det bag øret, Mia).

Surfing, kayakture på kanalerne, gratis BBQs, bowls – avanceret petanque, 4$ all you can eat pizza, ture til vandfald, goon pong på hostelet, mere surfing og atter flere oplevelser. Mooloolaba kunne det hele og til nogle helt andre priser end i de store backpackerbyer. -Langt de fleste ting var faktisk gratis.

Mooloolaba var en tilfældighed, ligesom langt de fleste fantastiske ting i denne verden. Tilfældigheder. Go with the flow, og du vil få samme oplevelse overalt du sætter dine fødder. Lad være med at planlægge dit liv i detaljer – en overordnet plan er mere end rigeligt. Giv plads til ændringer og vær åben for indtryk … Planlæg at blive overrasket. Dét kan ikke slå fejl. Overraskelser. Oplevelser. De er allesammen erfaringer. Det har jeg lært! -De giver nyt liv til sjælen puster til eventyrilden!


/S

PS. Jeg ved godt at jeg er lidt bagud med bloggen … ca. 2 uger… Lover jeg tager mig sammen og får jer opdateret!

Kapitel 15 - "Fraser Island 4x4 amok!"

08:06 min tid – 00:06 jeres tid (6. november)

Vi er hjemløse. –Eller hostelløse for at være præcis. Vi sidder lige nu i en bus på vej til Noosa og prøver desperat at finde et sted at overnatte før mørket om 12 timer falder på. Det ser sort ud. I værste fald må det blive en overnatning under stjerne. –Normalt ordner vi den slags på forhånd, men det nåede vi ikke denne gang – så nu er vi i knibe. Tre hostels har afvist os indtil videre – ingen ledige senge. Vi har kun et par muligheder tilbage at… Vent, nu sker der noget…

…

Vi dropper Noosa. Kursen er nu sat mod Mooloolaba – en lidt mindre by længere nede syd på …… Og jep! –Vi er kommet ind på det første hostel vi ringede til! Prima. Vi ånder lettede op.

…

Rainbow Beach kom og gik – med stil! Det var den sidste mindre (lands)by på vores rejseplan, hvilket vil sige at vi fra nu af, forhåbentlig, har mobilsignal og internet turen ud – en ting, vi selvfølgelig sætter ret stor pris på. Det er dog også med en anelse vemod at vi siger farvel til den del af eventyret. Ser i, de små byer vi har besøgt op ad østkysten har haft et eller andet udefinerbart over sig. –En følelse, en fornemmelse, som de store byer ganske enkelt endnu ikke har formået at give os.

Det er svært at forklare lige præcis hvad “det” er, men for at sætte et par ord på kan jeg bedst beskrive det som en følelse af at være en del af et samfund, frem for et samfund man blot besøger. Generelt er folk venlige og imødekommende over hele kontinentet, men i de små byer når det alligevel andre højder – og det vil vi savne! For at give et kort, men godt, eksempel så tag bare en oplevelse jeg havde for nogle dage siden i Rainbow Beach. Jeg var inde i en butik, havde købt en t-shirt (den var sat 20% ned – yes!!), og mens jeg står og betaler siger jeg; “Great store you’ve got here”. Manden, der i midler tid stod ved siden af damen jeg betalte ved, kom straks over og sammen begav de sig ud på en 10 minutter lang historie om, hvordan de sammen åbnede butikken engang i midt-80’erne og om hvordan den har udviklet sig igennem årene. -Det var egentlig ikke fordi det interesserede mig så voldsomt, men jeg lyttede alligevel og kom med begejstrede input. Oplevelsen blev speciel og en jeg vil huske. Én af mange ... Dét var ikke sket i en større by. Beboerene her interesserer sig og tager sig tid – selv til en tydeligvis ikke-lokal, men rejsende backpacker som mig.

Nu er vi taget videre mod noget andet, som uden tvivl også vil vise sig at være cool. Hvert sted udmærker sig på hver sin unikke facon, og gud hvor er jeg taknemmelig for at jeg er her, oplever dette og har gjort mig denne erfaring. Det handler bare om at åbne øjnene, og inden længe har du gode historier og oplevelser at tage med videre på rejsen. … … Hmm, Alice Springs var måske en undtagelse. Kan selvfølgelig være jeg blot ikke evnede at åbne øjnene for hvad end der var at se …… naaah, den by rummer sgu bare ikke bedre eventyr end dem der er at finde i en septiktank!

…

Oprindeligt kom vi til Rainbow Beach, da det er derfra man har adgang til verdens største sandø, Fraser Island. –Et sted vi da i hvert fald ikke ville gå glip af. Der er ingen rigtige veje på Fraser, kun strande og skovveje – eller, helt sandt er det heller ikke.. Der er nogle få samfund rundt omkring på øen, som har asfalterede veje, men der er ingen rigtige veje, som fører dertil. Derfor havde vi booket os ind på en selvguidet firhjulstrækker-safaritur. 3 dage, 2 nætter, sammen med 9 andre unge i en kæmpe truck – garanti for eventyr .. og god fest!

Jeg har aldrig prøvet at køre firhjulstrækker før, og da slet ikke med rattet i den forkerte side af bilen – og min ilddåb blev en voldsom en af slagsen. På førstedagen satte vi kursen op ad stranden mod en af verdens smukkeste søer, Lake McKenzie (skal nok snart få taget mig sammen og få uploadet billeder) ... Et par kilometer før afkørslen til søen kom jeg til rattet! Gudskelov, nåede jeg lige at blive gode venner med gearkassen, og bilen generelt, før jeg blev kastet ind på et voldsomt offroadmareridt af dimensioner jeg knapt tør tænke tilbage på. -Hvordan udlejningsfirmaet tør kaste totalt nybegyndere, amatører, direkte ud i den slags strabadser, det er mig ubegribeligt. Men jeg gjorde det. 27 kilometer i alt før vi igen var ude på stranden … okay, jeg nød det sgu også lidt! Det er fedt at sidde med så voldsomt mange heste under din højre fod. Der var ingen grænser for hvor denne “bil” kunne tage os hen. Det blødeste sand i verden var ingen udfordring. Grænsen går kun der, hvor førerens evner svigter. Jeg forelskede mig sgu i den tank – må have mig en når pickle-teori-millionerne engang begynder at rulle ind.

Denne tour var meget anderledes end de andre lignende toure vi har været på ude i outbacken. Den væsentligste forskel var selvfølgelig at vi denne gang ikke havde nogen guide på slæb, og kunne derfor tage vores egne beslutninger om hvordan dagene på Fraser skulle se ud. På den anden side var der så lige pludselig 11 personer om at tage beslutningerne, og dette kan sgu også godt spænde ben for et par ting eller tre. En del af gruppen vil en ting, en anden del af gruppen vil noget andet – og før diskussionen er færdig har vi lige pludselig ikke tid til nogle af delene. Dette skete dog heldigvis kun en gang .. heldigvis.

Glæder mig til at vise jer billeder fra Fraser! –Men som i sikkert ved er vi lidt bagud med upload-processen og der er en del billeder, som skal uploades før disse … endnu en gang, jajaja, jeg skal skal nok tage mig sammen. I bedste fald er vi up-to-date på fredag. Kryds fingre folkens.

Savner jer (stadigvæk)

/S