Hej alle mine forvirrede læsere ;)
“..hvorfor er vi forvirrede", tænker i? –Det er min skyld.. Undskyld.
I et par af de sidste blogs (jeg tænker her på Freefalling i Mission Beach og den famøse hjerneprut) har jeg ikke formået at udtrykke mig klart nok og er derfor blevet misforstået. Flere gange .. mange gange..
Nu har jeg selv lige læst dem igennem igen - og okay. -Der er måske noget om det. Derfor vil jeg for jeres - og min egen - skyld, prøve at få gjort klart, hvad der i virkeligheden gerne skulle have stået på, om imellem linjerne. Here we go.
“Har igen lært noget om mig selv .. har igen skræmt mig selv .. og kommer sikkert også til at skræmme mor og far halvt af livet, med disse ord: Jeg er afhængig af frygten og faren.”
-Dramatisk – uden tvivl .. Alt for dramatisk? –Absolut!! ..Hvad jeg der konstaterer – og som i virkeligheden ikke er til at finde i teksten – er, at i det tilfælde jeg vil opsøge et adrenalinsus, så spiller faren og frygten en essentiel rolle for opnåelsen af dette. Det betyder altså ikke at jeg er blevet afhængig af denne fornemmelse. –Ved det godt. Bebrejder jer ikke for at have taget fejl.
Den wannabe filosofiske hjerneprut – den er heller ikke nem at forstå. Det jeg prøver at sige er, at jeg udmærket godt ved, at det er en farlig erfaring jeg har gjort mig. –Altså det med vigtigheden af frygt og fare i forbindelse med adrenalinjagt. “Strækmærket”, som erfaringen efterlod, skulle gerne symbolisere… …ja, hvad skulle det egentlig symbolisere… …MIN VIDEN om, at det måske er noget jeg skal holde mig fra. Fordi det kunne gå hen og blive en ond cirkel, og fordi denne del af jagten på at blive “højere” eller “mere hel” måske kunne gå hen og have præcis den modsatte effekt.
Jeg ved godt hvad, som er vigtigt i livet – og et liv dedikeret til adrenalinkicks og livsfarlige, halsbrækkende situationer, er ikke et liv for mig. Det ved jeg nu. Jeg er blevet klogere – selvom jeg måske kom til at give udtryk for det modsatte. Endnu en gang, undskyld! Jeg ryster nogle gange mig selv.
Har hermed lagt filosofi på hylden. Det var alligevel ikke mig.
/S
Ps. I må meget gerne kommentere på dette blogindlæg - og hele bloggen i det hele taget. Hvad synes i?
1 kommentar:
Et dybt og lettelsens suk skal lyde fra din mor. Tænker på dengang du var lille og vi nogen gange ikke kunne finde dig. Blikket gik uvilkårligt opad, og der hang du som regel i toppen af en lygtepæl eller trætop. Forskellen fra dengang og nu er, at vi var der til at gribe dig. Derfor var det dejligt at tale med dig forleden, og nu læse din blog. Mit blodtryk er igen normalt...hæhæ..og jeg kan ikke vente til du er hjemme igen, så kan kan stopfodre dig med knus og medister og smile kærligt af de beskidte sokker ved siden af din seng. Elsker dig
Send en kommentar